Tilbage til nyhedsoversigten

Nyligt afsluttede projekter

Herunder finder du en oversigt over de seneste projekter, der er blevet afsluttet.

Maritimt iværksætteri og innovation

De nedenstående projekter nævnes, da projektlån er udbetalt. Virksomhederne er stadig i fuld udvikling, og vi glæder os til at se potentialet for succes.

CarbonCuts: Undersøgelse af muligheden for at anvende en mobil, flydende lægter til import og mellemlager af CO2
CarbonCuts arbejder på at etablere Ruby-Projektet, som er et landbaseret underjordisk CO2-lager i Rødby på Lolland. Lagret skal etableres i en af de geologiske strukturer, som Energistyrelsen har udpeget som velegnet til CO2-lagring. I det støttede projekt har CarbonCuts undersøgt, om det som alternativ til et traditionelt landbaseret import- og mellemlager på havnen, er muligt at anlægge et lægtelager. Et lægtelager er et fleksibelt flydende mellemlager bestående af CO2-tanke på en fladbundet pram, som placeres enten i havnen eller kystnært. Projektet viser, at det er muligt, og der er skitseret løsninger og rammer for videre arbejde.
Se flere detaljer her

EnCoat: Udvikling af miljøvenlig bundmaling til store skibe i kommerciel fart
EnCoat arbejder på at kunne tilbyde miljøvenlig bundmaling til handelsflåden med en effektivitet på linje med de bedste begroningshæmmende malinger. EnCoat vil via en særlig indkapslingsteknologi anvendt i skibsmaling åbne op for en betydelig reduktion af de nødvendige, og i nogle tilfælde miljøskadelige, aktivstoffer, der findes i skibsmaling. Projektet har vist gode resultater, og EnCoat fortsætter udvikling og kommercialisering af den patenterede teknologi.
Se flere detaljer her

Flowty: AI-understøttet optimering af logistisk netværksdesign
Flowty arbejder på at løse komplekse problemer med modeller og optimeringsværktøjer. I dette korte projekt er der arbejdet med problemstillinger inden for planlægning af containertransport på tværs af container-operatør og feeder i samarbejde med DTU. Eksisterende løsninger skalerer ikke til komplekse netværk på grund af mangelfuld performance, i forhold til løbende produktionsplanlægning og kvalitet i output. Flowty har konceptualiseret en algoritme, der forsøger at løse denne udfordring.
Se flere detaljer her

Maritime forskningsprojekter

DTU, Normaliseret indikator for carbon-emissioner fra skibe (”NICE”)
Forskningsprojektet NICE har undersøgt både tekniske og operationelle tilgange for at udvikle en indikator, der effektivt afspejler alle aspekter af et skibs energieffektivitet. Tekniske og driftsmæssige data for en dansk containerskibsflåde er analyseret for at estimere virkningen af diverse effekter på brændstofforbruget og designe en ny indikator, der kan anvendes på forudbestemte driftscyklusser. Projektet har ført til udgivelsen af en række artikler.
Se flere detaljer her

Maritim erhvervsudvikling

ShippingLab og Ocean Ideaship: Blå løsninger, Styrkelse af bæredygtig innovation og iværksætteri i Det Blå Danmark
Projektet er udmundet i en nyligt lanceret rapport: ”Blå Løsninger 2025 – Styrkelse af bæredygtig innovation og iværksætteri i Det Blå Danmark”. Rapporten viser bl.a., at mens Det Blå Danmark står for mere end en tredjedel af den danske eksport og 15 procent af den samlede produktion, så udgør antallet af iværksættere, der arbejder med de blå løsninger i den grønne omstilling, under 2 procent. Der er således et stort uudnyttet potentiale især inden for iværksætteri og udvikling af bæredygtige blå teknologier. Rapporten viser også, at kun 3 % af de statslige midler til innovation og iværksætteri går til Det Blå Danmark på trods af sektorens betydning for eksport og den grønne omstilling. Fragmentering i eksisterende støtteordninger og netværk hæmmer både iværksætternes udvikling og muligheden for at sikre større bevillinger og støtteordninger. I rapporten præsenteres 10 anbefalinger til strategier og indsatser, der kan styrke startup-økosystemet i Det Blå Danmark og være med til at accelerere udviklingen af de ”blå løsninger” i den grønne omstilling.
Se flere detaljer her 

CMP: Ocean Valley – Where the Blue Industry Turns Green: Solve Locally, Scale Globally
I Ocean Valley har Copenhagen Malmö Port skabt et innovations-cluster i Øresundsregionen gennem etablering af et sekretariat som ’epicenter’ for bl.a. at udvikle partnerskaber, afvikle events og aktiviteter samt fundraising. Desuden er der udført de første pilotprojekter under sekretariatet.
Se flere detaljer her

Relevant, LOOP Forum 2024
LOOP Forum blev etableret i 2022 som Nordens event for cirkulær økonomi på tværs af sektorer og industrier. På LOOP Forum samles aktører på tværs af sektorer for at dele viden og skabe partnerskaber. På LOOP Forum 2024 blev der med Fondens støtte sat yderligere fokus på den maritime sektor i en materiale- og ressourcekontekst og i at fremme cirkulære løsninger, teknologier og forretningsmodeller i den maritime industri.
Se flere detaljer her 

Danske Maritime: Etablering af fundamentet for et nationalt maritimt scaleup-accelerationsprogram
Projektet har haft til formål at identificere de udfordringer og muligheder, som danske maritime scaleups står overfor, og at skabe et solidt fundament for udviklingen af et accelerationsprogram, der kan understøtte deres vækst. Gennem en dybdegående analyse er virksomhedernes nuværende situation kortlagt, inkl. deres behov for finansiering, netværk og markedsadgang, samt hvordan et målrettet program kan styrke Danmarks konkurrenceevne inden for den maritime sektor.
Se flere detaljer her

 Udvikling af maritime uddannelser og rekruttering

MARTEC: Udbredelse af kendskab og rekruttering til Professionsbachelor i Skibsteknik og Marin konstruktion.
Projektet havde til formål at øge kendskabet til og rekrutteringen til professionsbachelor i Skibsteknik og Marin konstruktion, som blev lanceret på MARTEC i august 2023. Uddannelsen er blevet synliggjort i hele Danmark gennem en bred vifte af rekrutteringsaktiviteter, samarbejder med erhvervslivet og deltagelse i uddannelsesmesser mv. I 2024 blev det besluttet at indgå et strategisk samarbejde med DTU, hvilket betyder, at skibsingeniøruddannelsen fremover udbydes som en diplomingeniøruddannelse to steder i Danmark i et ligeværdigt samarbejde mellem DTU og MARTEC.
Se flere detaljer her

Danske Rederier: Videreførelse af rekrutteringskampagnen World Careers
Projektet havde til formål at videreføre rekrutteringskampagnen World Careers efter MARLOG, som havde stået for kampagnen tidligere. Projektet har sikret, at eksisterende aktiviteter blev vedligeholdt samt har bidraget til nye medieproduktioner med henblik på fastholdelse og forøgelse af antallet af ansøgere til de maritime uddannelsesinstitutioner og rederierne.
Se flere detaljer her

Danske Maritime: Partnerskab med Engineer the Future
Formålet med dette projekt var at tiltrække flere unge til maritimt relevante ingeniøruddannelser gennem partnerskab med Engineer the Future. Engineer the Futures store netværk og veletablerede koncept har gjort det muligt for Danske Maritime at nå bredere ud til elever, studerende og uddannelsesinstitutioner.
Se flere detaljer her

CBS: ”Future Strategies in Shipping: The case of Drycargo”
I dette projekt har CBS udviklet en lærebog og undervisningsmateriale til en indføring i traditionelle strategier i shipping. Lærematerialet tager udgangspunkt i eksempler primært fra tørlastindustrien og henvender sig til universitetsstuderende samt til efteruddannelse af erfarne praktikere. Det inkluderer en lærebog samt et læringsunivers bestående af projekter i en læringsportal.
Se flere detaljer her

Hafnia Advokatpartnerselskab i samarbejde med KU: Søretlig procedurekonkurrence med formål at øge interessen for søret blandt danske jurister
Med projektet muliggjorde Fonden, at et hold studerende fra Københavns Universitet kunne deltage i en international procedurekonkurrence indenfor søret. Projektet har været med til at forbedre de deltagende studerendes evner indenfor søretten samt bidraget til en generel synliggørelse af Det Blå Danmark og de karrieremuligheder, der ligger her.
Se flere detaljer her

Young Ship Denmark: Støtte til netværksarrangementer
YoungShip Denmark er et netværk for unge op til 35 år med tilknytning til den maritime branche med et formål om at skabe et forum for vidensdeling og kompetenceudvikling samt at skabe en social og professionel netværksplatform for deres medlemmer. Fonden har støttet YoungShips afholdelse af arrangementer i 2024.
Se flere detaljer her

Tilbage til nyhedsoversigten