Donationer til almennyttige projekter
Her på siden kan du blive klogere på, om I kan få støtte til et almennyttigt projekt. I finder også relevant viden til både før, under og efter, I sender en ansøgning afsted.
Inden I ansøger Kan I få støtte til jeres almennyttige projekt?
Vi prioriterer at bevilge midler til projekter, der understøtter maritim erhvervsudvikling, uddannelser og rekruttering samt forskning inden for de maritime erhverv. Ambitionen er at fordele den økonomiske støtte til flere modtagere af mindre bevillinger fremfor få større projekter.
Hvem kan ansøge?
Maritime erhvervs- og interesseorganisationer, universiteter, uddannelsesinstitutioner og myndigheder i Danmark.
Hvilke typer almennyttige projekter kan der søges om støtte til?
I kan søge om støtte til projekter, der bidrager til bred og almen viden, uddannelse og forskning indenfor den maritime sektor. Vi forventer, at I selv bidrager med delfinansiering.
Der uddeles støtte indenfor tre kategorier
Maritim erhvervsudvikling
- Eksempelvis konferencer, events og kampagner
- Vidensopbygning og analyser
- Nye politiske tiltag
Udvikling af maritime uddannelser og rekruttering
- Udvikling af undervisning og uddannelse
- Rekruttering
- Legater til MBA-uddannelse – læs her
Maritim forskning
Dette omfatter anvendt forskning med hurtig indvirkning på max 1-2 år indenfor følgende temaer:
- Ledelse, økonomi og governance
- Driftsoptimering
- Klima og miljø
- Health & Safety
Bliv klogere på hvilke projekter vi ikke støtter her:
Tjekliste før I ansøger
Vi anbefaler, at I gennemgår tjeklisten herunder, før I går i gang med at udfylde jeres ansøgning. Så er I sikre på, at I har alle dokumenter klar, og der er større sandsynlighed for, at I ikke ansøger forgæves.
For at søge om et lån til et erhvervsprojekt skal I være registreret i Danmark og have et CVR-nummer.
Vi godkender kun ansøgninger, der understøtter vores formål. Du kan læse mere om vores overordnede formål og krav på følgende sider:
Uanset hvor mange penge, I søger om, skal der til alle ansøgninger vedhæftes et projektbudget. Vi støtter kun direkte projektrelaterede omkostninger, og vi forventer, at I selv bidrager med delfinansiering af direkte/indirekte projektomkostninger. Fonden støtter ikke allerede igangsatte aktiviteter og hertilhørende afholdte omkostninger.
Budgettet skal være intuitivt forståeligt for udefrakommende og opdelt, så vi ved udbetaling af uddelingen kan lave en direkte sammenligning af udbetalingsanmodningen og projektbudgettet. Alle beløb angives i danske kr. ekskl. Moms. Fonden dækker ikke moms.
Det skal (såfremt det er relevant) indeholde budgetposter for:
- Internt timeforbrug opgjort i antal timer eller opgivet som månedsløn. Timesats skal angives og baseres på aktuel lønsats (maksimum kr. 600/time). Fonden støtter som udgangspunkt ikke overhead.
- Eksterne konsulentydelser oplyst med timeforbrug og timesats. Timesatser, der overstiger 600 kr., accepteres som udgangspunkt ikke.
- Indkøb opgjort i materiale og pris. Fonden støtter ikke udgifter til PC og andet IT-udstyr.
- Rejseudgifter.
- Andre projektrelaterede udgifter, herunder udgifter til revisorerklæring der skal fremsendes ifm. projektafslutning (typisk omkring kr. 7.500 kr.).
Det skal i budgettet tydeligt fremgå hvilke aktiviteter og beløb, der søges midler til.
I skal uploade et budget for jeres forventede cashflow, når I indsender jeres ansøgning.
I skal uploade dokumentation for tilhørsforhold til den bankkonto, udbetalingen af eventuel støtte skal ske til. Det kan for eksempel være udskrift fra banken, hvor kontoejer samt registrerings- og kontonummer fremgår.
Har I brug for råd og vejledning til ansøgningens indhold?
Vi står altid til rådighed for en gennemgang af projekter før udarbejdelsen af den fulde formelle ansøgning. Vi modtager gerne en beskrivelse af jeres projektidé til gennemsyn og giver kommentarer, inden den formelle ansøgning modtages.
Find kontaktinformation på projektledere her.
Ansøg nu Kom i gang med jeres ansøgning
For at komme i gang med jeres ansøgning, skal I oprette en bruger på vores ansøgningsportal med enten en e-mailadresse eller MitID.
Når I er logget ind og går i gang med at udfylde ansøgningen, møder I løbende vejledende tekster, der beskriver hvilken information og dokumentation, der er behov for at udfylde.
Ansøgningen kan først indsendes, når den obligatoriske information er indtastet og uploadet. Når I har indsendt ansøgningen, modtager I en bekræftelse via mail, der indeholder et projektnummer.
Hvis der sker ændringer i forhold til kontaktpersonen, der står på som ansøger, eller projektets forhold efter indsendelse af ansøgning, skal vi straks orienteres.
Under behandlingen af ansøgningen vil vi eventuelt henvende os til jer for at indhente supplerende oplysninger. Vær opmærksom på, at sagsbehandlingen kan medføre fortrolig kontakt til udvalgte industrieksperter, der kan rådgive os fagligt om ideen eller projektet.
Udbetaling af støtte
Hvis jeres ansøgning om støtte bliver godkendt, vil den efterfølgende dialog, afrapportering samt anmodning om udbetaling ske via ansøgningsportalen.
I forbindelse med bekræftelsen får I tilsendt en bevillingsmail med betingelser for uddelingen. Det er en del af aftalegrundlaget, at der skal udarbejdes en revisorerklæring i forbindelse med projektafslutning.
Støttemidlerne udbetales i takt med projektets afvikling, og når projektets påløbne og betalte omkostninger er afholdt inden for det aftalte budgets delaktiviteter i henhold til projektets budget og tidsplan.
Betingelser
Læs vores betingelser for almennyttige projekter her
Legat til MBA-uddannelse
Bliv klogere på, om I kan få økonomisk støtte til en medarbejders MBA-uddannelse. I finder også relevant viden til både før, under og efter, I sender en ansøgning afsted.
Projekter
Igennem årene har Den Danske Maritime Fond støttet en lang række projekter, der på forskellig vis har bidraget til udviklingen af fremtidens maritime sektor i Danmark. Du kan læse om tidligere og igangværende projekter, der har modtaget støtte her.