Den Danske Maritime Fond har ved fjerde og sidste uddelingsrunde i 2022 bevilget 10,5 mio. kr. til Det Blå Danmark fordelt på 9 projekter. Hermed har i alt 46 projekter modtaget 46,6 mio. kr. i 2022.
Med de fire bevillingsrunder, vi har haft i 2022, er der grund til at hylde den til stadighed øgede lyst til iværksætteri i det maritime. For et år siden lancerede Den Danske Maritime Fond en kampagne, hvor vi stillede 30 mio. kr. til rådighed i 2022 og 2023 øremærket seed funding til maritime start ups. Dette var særligt motiveret af, at vi i slut 2020 og 2021 havde registreret et betydeligt fald i denne type projekter. Vi kan efter et års kampagneforløb hylde det faktum, at vi har fået et væsentligt øget antal ansøgninger på iværksætterprojekter og dermed også støttet et højere end forventet antal projekter med seed-funding. I alt er 17 start ups blevet hjulpet på vej i år, og de fleste under overskrifterne digitalisering, automatisering og grøn omstilling. Det er dermed projekter, der alle understøtter FN’s 17 Verdensmål, som er et vigtigt pejlemærke for Den Danske Maritime Fond også at operere under.
Bevilligede projekter er beskrevet kort nedenfor.
Erhvervsprojekter
Offshore Energy Solutions er bevilget seed funding til første fase af et større projekt, hvor man vil udvikle et flydende ”Offshore Power Generator Vessel” baseret på genanvendelse af store container-, tank- og bulkskibe, der eftermonteres med moonpools og bølgeenergifangstteknologi til at producere elektricitet.
Du kan læse mere om projektet her.
UVision er bevilget seed funding til at udvikle en vision-baseret inspektions- og kontrolløsning til undervands-robotter. Sensoren vil gøre det lettere og billigere at visualisere, navigere og agere under havoverfladen og således accelerere den digitale transformation af undervandsarbejde.
Du kan læse mere om projektet her.
CLIIN Robotics er bevilget seed funding til et udviklingsprojekt omkring omkostnings- og kompleksitets-reduktion af deres nuværende robot, som bl.a. benyttes til indvendig tankrensning, udvendig skrogrensning, samt udvendige rensnings- og inspektionsjobs, der kræver arbejde i højden.
Du kan læse mere om projektet her.
Maritim forskning
North Sails har fået støtte til et erhvervsforskningsprojekt, der skal udvikle et cost-benefit analyseværktøj til analyse af forskellige vindfremdrivningsteknologier. Alle kendte vindfremdrivningsteknologier inddrages, herunder rotorsejl, rigide vingesej, dragesejl, DynaRig, Turbosail, hvoraf nogle allerede er i drift og andre endnu er på konceptstadiet. Målet er at bestemme den optimale teknologi for konkrete skibe på forskellige ruter, med henblik på at udnytte vindens potentiale maksimalt, fremskynde den grønne omstilling, og sænke brændstofomkostninger med respekt for operationelle begrænsninger.
Du kan læse mere om projektet her.
DTU Electro har fået støtte til et forskningsprojekt, der skal bidrage til at afdække elementerne, som er væsentlige i forhold til arbejdet med autonome skibe. Målet er at udvikle et intelligent beslutningsstøtte-system, som kan analysere et navigationsscenarie baseret på både COLREGS (de internationale søfartsregler) og en datadrevet modellering af ”godt sømandskab”, og som kan levere navigationsforslag, der reducerer risikoen for ulykker.
Du kan læse mere om projektet her.
Maritim erhvervsudvikling
Green Ship of the Future har fået støtte til at udfærdige et studie af mulighederne for energioptimerede retrofit løsninger. Projektet vil via casestudier af tre typer tonnage (større containerskib, feederskib og RoRo tonnage) og deres tekniske og operationelle profil undersøge, hvad der er muligt at retrofitte, og hvad der forventes muligt frem mod 2030. Derudover vil projektet med udgangspunkt i et af skibene undersøge, hvordan energieffektivitet forbedringsmulighederne påvirkes af en eventuel konvertering til metanol baseret fremdrift.
Du kan læse mere om projektet her.
Relevent ApS har fået støtte til afholdelse af en konference/udstilling om cirkulær økonomi. Med støtten etableres et maritimt track, hvor maritime virksomheder får mulighed for at udstille deres produkter, services og cirkulære forretningsmodeller.
Du kan læse mere om projektet her.
Danske Rederier m.fl. har fået støtte til aktiv deltagelse og synliggørelse af Det Blå Danmark på Folkemødet på Bornholm, der finder sted i dagene den 15. juni – 18. juni 2023. Arrangementet afholdes i samarbejde med Danske Maritime og Danske Havne. Formålet med deltagelsen er at sikre det maritime erhverv en stærk position over for beslutningstagere og befolkning og højne bevidstheden om Det Blå Danmarks rolle, virke og væsentlighed.
Du kan læse mere om projektet her.
Uddannelse og rekruttering
Danske Maritime har fået støtte til at indgå et partnerskab med kampagnen ”Engineer the Future”. Hensigten med samarbejdet er at få flere børn og unge til at interessere sig for teknologi, herunder teknologi i forbindelse med den maritime industri og i forlængelse heraf få flere unge til at søge ind på teknologiske og maritimt relevante uddannelser – ikke mindst ingeniøruddannelser.
Du kan læse mere om projektet her.