
I årets anden uddelingsrunde uddeler vi samlet 20 mio. kr. til 18 projekter, der på hver sin måde styrker udviklingen i Det Blå Danmark. Uddelingsrunden vidner om stor innovationslyst på tværs af landet – fra iværksættere med nye maritime løsninger til universiteter og etablerede virksomheder, der udvikler ny viden og teknologi.
Nye fyrtårnsprojekter på CBS og SDU er nu en realitet
Bag dem ligger flere måneders tæt dialog og udvikling sammen med universiteterne – med ét mål: at styrke den maritime forskning, innovation og uddannelse i Danmark.
- CBS får støtte til at etablere et maritimt spor under CBS nye strategiske satsning på Geopolitics & Business Security, hvor fokus er på, hvordan geopolitisk usikkerhed, cybertrusler og ændrede globale magtforhold påvirker dansk søfart og maritim industri. Vi glæder os til dette samarbejde, idet den maritime sektor samtidig har budt sig til i forhold til nationens totalberedskab.
- På SDU er vi med til at opbygge et nyt maritimt center, som skal samle og styrke universitetets maritime forsknings- og uddannelsesaktiviteter på tværs af fagområder – og samtidig igangsættes inkubationslegater til studenterstartups, der skal styrke den maritime iværksætterkultur på SDU. Projektet er et vigtigt skridt i vores arbejde med at få flere forskere og studerende til at engagere sig i den maritime sektor, ligesom vi håber, at det kan motivere flere studerende til at realisere iværksætterprojekter.
Mange innovationslån: Vi glæder os også over den enorme innovationslyst. Seks startups har fået tildelt iværksætterlån, mens den etablerede maritime virksomhed EMRI har fået innovationslån til at udvikle ny navigationsteknologi. EMRI er desuden et godt eksempel på, at vores innovationslån ikke kun er målrettet startups og scaleups, men også innovation i veletablerede virksomheder.
Vækstteamkampagnen fortsætter: Et af projekterne i denne uddelingsrunde ligger i forlængelse af vores Vækstteamkampagne. Danish Chinese Business Forum får støtte til en analyse af Kinas nye femårsplan og dens betydning for den maritime industri. Målet er at styrke forståelsen af udviklingen i verdens største skibsbygningsnation og de muligheder og udfordringer, den skaber for Det Blå Danmark.
Herunder kan du læse om alle 18 projekter, der har fået midler i juni 2026:
Maritimt iværksætteri og innovation
Triton Depth har fået iværksætterlån til udviklingen af Seabed Sentinel – et autonomt overvågningssystem til beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur under overfladen. Løsningen anvender et netværk af intelligente sensorer og kunstig intelligens til at registrere og klassificere aktivitet under vandet i realtid. Målet er at udvikle en omkostningseffektiv og skalerbar løsning, der styrker det maritime beredskab og øger beskyttelsen af samfundskritiske maritime aktiver.
Læs mere om projektet her
Previon Nordic har fået iværksætterlån til udviklingen af MindPro Maritime – et digitalt værktøj, der skal styrke mental trivsel blandt søfarende. Løsningen skal hjælpe med tidlig opsporing og forebyggelse af stress og mistrivsel gennem trivselsmålinger og objektive data. Projektet udvikles og afprøves i samarbejde med et større danske rederi.
Læs mere om projektet her
EMRI har fået innovationslån til udviklingen af et proof-of-concept for en ny navigationsløsning til større skibe. Projektet skal undersøge det tekniske og kommercielle grundlag for en fremtidig generation af vedligeholdelsesfri navigationssystemer, der kan imødekomme udviklingen i det globale maritime marked. Målet er at skabe grundlag for fremtidige investeringer, udviklingsaktiviteter og produktansvar i Danmark samt styrke antallet af højt specialiserede arbejdspladser i den maritime industri.
Læs mere om projektet her
Sealenic har fået iværksætterlån til videreudvikling af en platform, der skal understøtte skibsoperationer, compliance og risikostyring i rederier. Løsningen analyserer interne dokumenter, procedurer og eksterne krav og omsætter disse til konkrete anbefalinger for både skibsofficerer og landbaserede operationelle teams. Målet er at reducere den administrative byrde, styrke sikkerheden og forbedre rederiers håndtering af komplekse regulatoriske krav.
Læs mere om projektet her
Worldwide AIS Network har fået iværksætterlån til udviklingen af MastNode – en softwareintegration, der gør det muligt at forbinde AIS-modtagere direkte til virksomhedens digitale MastChain-platform. Projektet skal styrke adgangen til pålidelige maritime positionsdata gennem et globalt netværk af AIS-modtagestationer og gøre data mere tilgængelige for både etablerede maritime virksomheder og nye digitale serviceudbydere.
Læs mere om projektet her
Incremental Maritime har fået iværksætterlån til udviklingen af Digital Compliance Manager – et værktøj, der skal hjælpe rederier med at håndtere krav relateret til FuelEU Maritime og EU’s kvotehandelssystem. Projektet bygger på erfaringer fra virksomhedens eksisterende compliance-services og er målrettet mindre og mellemstore rederier med begrænsede ressourcer til regelhåndtering. Målet er at styrke rederiernes beslutningsgrundlag, reducere risikoen for bøder og samtidig hjælpe dem med at identificere økonomiske muligheder gennem en mere aktiv og datadrevet håndtering af emissionsrelaterede forpligtelser og kvoter.
Læs mere om projektet her
OceanPass har fået iværksætterlån til udviklingen af et digitalt bankmodul, der skal hjælpe finansielle institutioner med at håndtere og rapportere emissionsdata fra deres maritime porteføljer. Løsningen er målrettet banker, der arbejder efter Poseidon Principles, og skal samle verificerede emissionsdata samt understøtte rapportering, porteføljestyring og kreditbeslutninger. Målet er at styrke bankernes beslutningsgrundlag, forbedre risikovurderinger og skabe bedre forudsætninger for at kanalisere kapital mod de mest bæredygtige maritime investeringer.
Læs mere om projektet her
Maritim forskning
Copenhagen Business School har fået støtte til et nyt maritimt spor under CBS’ nye strategiske satsning på Geopolitics & Business Security, som undersøger, hvordan geopolitisk usikkerhed, cybertrusler og ændrede globale magtforhold påvirker virksomheder. Projektet fokuserer på, hvordan offentlige og private aktører i den maritime sektor kan samarbejde mere effektivt om totalforsvar og beredskab. Gennem kortlægning, analyser og workshops skal projektet styrke koordinering, videndeling og rollefordeling. Målet er at bidrage til et mere robust maritimt beredskab og øget samfundssikkerhed i kriser og konflikter.
Læs mere om projektet her
Aalborg Universitet, Institut for Matematiske Fag har fået støtte til projektet Next Generation Boundary Element Models for Propeller Design, som skal udvikle nye beregningsmodeller til design af mere energieffektive og støjsvage skibspropellere. Projektet gennemføres i samarbejde med Everllence. Målet er at udviklingen af mere energieffektive og miljøvenlige skibe samt bidrage til reduktion af både brændstofforbrug og undervandsstøj.
Læs mere om projektet her
Danmarks Tekniske Universitet, DTU Management har fået støtte til projektet SCRUB, som skal udvikle nye beslutnings- og optimeringsværktøjer til planlægning af ruter og drift i tørlastshipping. Projektet gennemføres i samarbejde med et dansk tørlastsrederi og fokuserer på de usikkerheder, der opstår i forbindelse med rengøring og inspektion af lastrum. Målet er at styrke den operationelle effektivitet i tørlastsektoren og bidrage til lavere brændstofforbrug og emissioner.
Læs mere om projektet her
Syddansk Universitet, Center for Large Structure Production har fået støtte til projektet Robotbaseret Laserhybrid Svejsning til Skibsbygning, som skal udvikle og afprøve ny robotteknologi til automatiseret og højpræcis svejsning af skibe. Projektet gennemføres i samarbejde med Aalborg Universitet og skal både styrke udviklingen af fremtidens skibsproduktion og uddanne kommende ingeniører i avancerede maritime produktionsteknologier. Målet er at bidrage til en mere konkurrencedygtig, automatiseret og robust dansk skibsbygningsindustri.
Læs mere om projektet her
Maritim erhvervsudvikling
Danish-Chinese Business Forum har fået støtte til et projekt, der skal analysere Kinas nye femårsplan og dens betydning for den maritime industri. Gennem analyser, interviews og dialog med virksomheder skal projektet skabe et bedre beslutningsgrundlag for danske maritime virksomheder med aktiviteter i Kina. Målet er at styrke forståelsen af udviklingen i verdens største skibsbygningsnation og de muligheder og udfordringer, den skaber for Det Blå Danmark.
Læs mere om projektet her
Danske Maritime har fået støtte til en analyse af den danske maritime industris eksport, produktion og beskæftigelse på tværs af internationale markeder. Projektet skal udvikle nye metoder til at kortlægge både eksport fra Danmark og aktiviteter i danske virksomheders udenlandske datterselskaber. Målet er at skabe et mere retvisende billede af den maritime industris samlede betydning og styrke beslutningsgrundlaget for virksomheder, myndigheder og politikere.
Læs mere om projektet her
Aalborg Universitet har fået støtte til et maritimt forum under den internationale forskningskonference EIBA 2026. Forummet skal samle virksomheder, forskere og brancheaktører om nogle af de mest centrale udfordringer i international shipping, herunder geopolitik, grøn omstilling, regulering og fremtidens arbejdsstyrke. Målet er at skabe ny viden, styrke samarbejdet mellem forskning og erhverv samt omsætte internationale perspektiver til konkret værdi for Det Blå Danmark.
Læs mere om projektet her
Maritime uddannelser og rekruttering
Syddansk Universitet har fået støtte til etableringen af et maritimt center, som skal samle og styrke universitetets maritime forsknings- og uddannelsesaktiviteter på tværs af fagområder. Centeret skal fungere som en fælles indgang til SDU’s maritime kompetencer og skabe tættere samarbejde mellem forskere, studerende, virksomheder og myndigheder. Projektet skal styrke udviklingen af ny viden, uddannelse og innovation til gavn for Det Blå Danmark og samtidig synliggøre maritime karrieremuligheder for flere studerende.
Læs mere om projektet her
Syddansk Universitet har fået støtte til Maritim Innovations Boost, som skal hjælpe studerende med at omsætte maritime idéer til nye virksomheder. Gennem små inkubationslegater og adgang til rådgivning, netværk og udviklingsfaciliteter skal projektet styrke den maritime iværksætterkultur på SDU. Målet er at skabe en stærkere pipeline af maritime startups og øge deres muligheder for at tiltrække yderligere finansiering og investeringer.
Læs mere om projektet her
Foreningen Kystliv Holbæk har fået støtte til projektet FjordLab – fra folkeskole til forskning, som skal etablere et praksisnært maritimt læringsmiljø på Holbæk Havn. Projektet samler børn, unge, studerende, undervisere og forskere i fælles faciliteter med fokus på maritime håndværk, naturvidenskab, innovation og læring. Målet er at styrke interessen for maritime uddannelser og karriereveje samt skabe et inspirerende miljø, hvor uddannelse, forskning og fritidsaktiviteter mødes omkring det maritime.
Læs mere om projektet her