
Baggrund
Kinas andel af global skibsbygning har været stigende gennem de seneste år og kinesiske værfter stod i 2025 for at bygge lige under 70% af verdens nye oceangående skibe.
Danmarks maritime industri har – sammenlignet med andre lande – en stærk position i Kina med adskillige virksomheder, der er velintegrerede i de kinesiske værdikæder. Beijing har imidlertid også prioriteret udviklingen af Kinas egne kompetencer inden for ‘marine equipment’ og ‘shipbuilding’ siden den 13. femårsplan (2016-2020) og i strategien ‘Made in China 2025’ fra 2015. Dette fokus blev bekræftet i den 14. femårsplan (2021-2025), og videreudvikling af Kinas maritime kompetencer figurerer igen centralt i Kinas netop vedtagne 15. femårsplan (2026-2030).
Spørgsmålet er derfor, hvor meget – og hvordan – kinesiske værfter og underleverandører kommer til at fylde i den globale maritime industri i de kommende år, hvilke konsekvenser Kinas maritime udvikling får for de geopolitiske spændinger, samt hvordan det påvirker danske virksomheders konkurrenceposition i Kina. Det gælder også i forlængelse af EU’s fortsat uafklarede forhold til kinesisk overkapacitet og eventuelle konsekvenser af EU’s egen maritime industripolitik. Disse aspekter er bl.a. vigtige for implementeringen af anbefalingerne i vækstplanen for Det Blå Danmark (2025), hvor anbefalingen om at styrke eksport og globalt samarbejde i særdeleshed adresseres i dette projekt – fx i forhold til markedsadgang i Kina, konkurrencen fra kinesiske underleverandører, potentielle samarbejdsmodeller med kinesiske partnere/konkurrenter etc.
Projektet
Projektet omfatter analyser, interviews, fokusgruppemøder og koordinering på tværs af sektoren.
Forventede resultater
Projektet giver et forretnings- og handlingsorienteret indblik i Kinas maritime industri i forlængelse af prioriteterne i den 15. femårsplan. Dermed bidrager projektet til et bedre beslutningsgrundlag for danske virksomheders fremtidige investeringer i Kina med henblik på at fastholde og styrke deres position.
I forlængelse af ovenstående bidrager projektet også til et bedre indblik i muligheder og begrænsninger inden for Kinas maritime industri i forlængelse af den 15. femårsplan. Det giver danske myndigheder og interesseorganisationer et styrket udgangspunkt for deres dialog med kinesiske samarbejdspartnere med henblik på at sikre markedsadgang og mindske potentielle handelsbarrierer.
Resultaterne præsenteres i en fælles rapport fra DCBF og Danske Maritime samt i to DCBF/Danske Maritime Briefs, der opsummerer rapportens konklusioner. Resultaterne kommunikeres fx gennem webinarer/seminarer, podcasts og LinkedIn.