Tilbage til søgeresultatet

Danske Maritime, Analyse af den danske maritime industris eksport, produktion og beskæftigelse i udlandet 2026-2028

Den danske maritime industri er et yderst eksportorienteret erhverv, som følgelig påvirkes af ændringer i globale handelsvilkår. Det omfatter fundamentale, geopolitisk motiverede ændringer i verdenshandlen og hvor der bygges skibe, men også løbende ændringer i samhandelsbetingelser såsom toldsatser spiller en stor rolle for, om danske maritime komponenter og services er konkurrencedygtige – og for, om det er mest hensigtsmæssigt at producere i Danmark eller lokalt. Forandringerne nødvendiggør data som beslutningsgrundlag for både virksomheder og myndigheder. Begge parter ønsker at tage så velovervejede og informerede beslutninger som muligt, og henvender sig derfor stadig oftere til brancheforeninger for at få data til deres respektive beslutningsgrundlag. Det kan være virksomheder, der overvejer at flytte produktion eller en myndighed, som overvejer modtræk og forhandlingsgrundlag ved ændringer i samhandelsbetingelser. Der er løbende efterspørgsel på tal for størrelsen af dansk maritim industris eksport – både samlet og til udvalgte lande/regioner fra presse, myndigheder, politikere og erhvervet selv. Hvor der tidligere stort set kun var efterspørgsel på maritime data om de store rederi- og skibsbygningslande, er der nu løbende anmodning om data for både civil og militær skibsbygning og reparation samt de deraf følgende eksportmuligheder fra en lang række markeder i alle verdensdele.

Projektet sigter på at levere data om den danske maritime industris eksport, herunder fordelingen mellem modtagerlande. Som noget nyt medtages ikke alene traditionel grænsekrydsende eksport, men tillige værdi af produktion og service udført af danske maritime datterselskaber i udlandet, hvilket kræver udvikling af ny metodik. Beskæftigelsen som den danske maritime industri skaber i udlandet opgøres også. I samarbejde med eksterne konsulenter vil vi udvikle redskaber, som sikrer at alle dele af den maritime industris virke både hjemme og ude kan tælles med, så den maritime industris andel af og betydning for dansk eksport bedre kan dokumenteres og synliggøres. Mere nøjagtig viden om den værdi og beskæftigelse, de danske maritime virksomheder skaber på de enkelte markeder, vil øge danske myndigheders og medlemmernes muligheder for at agere og samtidig forbedre Danske Maritimes mulighed for at indgå i samarbejdsinitiativer med brancheaktører på skibsbygningsmarkeder globalt.

Projektet sigter 1. år på at udvikle en analysemodel med tilhørende pilotanalyse og vil derefter anvende modellen i yderligere 2 år.

Information

Projektnavn:

Analyse af den danske maritime industris eksport, produktion og beskæftigelse i udlandet 2026-2028

Tema:

Maritim Erhvervsudvikling

Tid:

2026-2028

Kontakt:

Danske Maritime
Symfonivej 18
2730 Herlev
https://danskemaritime.dk/