Tilbage til nyhedsoversigten

Nyligt afsluttede projekter

Herunder finder du en oversigt over de seneste projekter, der er afsluttet.

Maritime forskningsprojekter

Maersk, Freight Containerization and Berth Allocation with Transshipment Handling
Som led i en erhvervs-ph.d. gennemført i samarbejde med Maersk har projektet udviklet nye optimeringsmodeller og beslutningsstøtteværktøjer til containerlogistik. Projektet har blandt andet undersøgt mere effektiv pakning af gods i containere samt planlægning af skibes anløb ved containerterminaler. Resultaterne viser et betydeligt potentiale for at forbedre kapacitetsudnyttelsen, reducere omkostninger og styrke kvaliteten af logistiske beslutninger.
Se flere detaljer her

Maersk, Procurement Policy Analysis in Intermodal Container Logistics
Som led i en erhvervs-ph.d. har projektet undersøgt, hvordan indkøb og kapacitetsplanlægning kan optimeres i intermodal containerlogistik, hvor gods transporteres på tværs af skib, tog og lastbil. Gennem udvikling af simulerings- og optimeringsmodeller har projektet analyseret, hvordan logistikvirksomheder kan fordele transportopgaver mellem leverandører og håndtere usikkerhed i efterspørgsel og markedsforhold. Resultaterne viser, at en tættere integration af indkøb, kapacitetsplanlægning og operationelle beslutninger kan forbedre både omkostningseffektivitet og leveringssikkerhed.
Se flere detaljer her

DBI, METAFUEL – Maritime green fuels. Evaluation of holistic performance of fire safety strategies
Projektet har udviklet en risikobaseret sikkerhedsramme for anvendelsen af methanol, ammoniak og brint som fremtidige skibsbrændstoffer. Gennem analyser af brændstoffernes egenskaber, risikovurderinger, test, simuleringer og gennemgang af eksisterende regler har projektet identificeret centrale sikkerhedsudfordringer og områder, hvor der fortsat mangler klare retningslinjer. Projektet har resulteret i et beslutningsstøtteværktøj og en gap-analyse, der kan understøtte rederier, værfter, myndigheder og klasseselskaber i udviklingen og godkendelsen af sikre løsninger til den maritime grønne omstilling.
Se flere detaljer her

Maritim erhvervsudvikling

Danske Maritime, Forbedret analyse af den danske maritime industris eksport
Der er udviklet en forbedret analysemodel til kortlægning af den danske maritime industris eksport og modellen er anvendt til at dokumentere sektorens udvikling i perioden 2022-2024. Analysen har blandt andet gjort det muligt bedre at medregne maritime serviceydelser og belyse beskæftigelsen i danske maritime virksomheders datterselskaber i udlandet. Resultaterne viser, at den maritime industris eksport voksede med 21 procent i perioden og nåede et niveau på over 47 mia. kr. årligt. Projektet har skabt et stærkere datagrundlag for myndigheder, ambassader og erhvervsorganisationer og bidrager til at synliggøre Det Blå Danmarks betydning for dansk eksport og vækst.
Se flere detaljer her

DTU, Den Maritime Innovations Zone på Digital Tech Summit 2025
Den Maritime Innovations Zone satte fokus på maritime teknologier og innovationer på Digital Tech Summit 2025. Gennem udstillinger, Tech Talks og netværksaktiviteter blev virksomheder, forskere, startups og studerende samlet om fremtidens løsninger til skibsfarten. Projektet har styrket synligheden af maritime innovationer og skabt nye samarbejder på tværs af Det Blå Danmark.
Se flere detaljer her

Juni 2026
Den Danske Maritime Fond

Tilbage til nyhedsoversigten