Herunder finder du en oversigt over de seneste projekter, der er afsluttet.
Maritimt iværksætteri og innovation
De nedenstående projekter nævnes, da projektlån er udbetalt. Virksomhederne er stadig i fuld udvikling, og vi glæder os til at se potentialet for succes.
VizTrack ApS, Realisering af markedsparat VizTracker til RoRo / RoPax shipping
Projektet har ført til udviklingen og test af VizTracker, der er en digital løsning til realtidsregistrering af ID, position og status for uledsagede trailere og yard-traktorer under lastoperationer i RoRo-terminaler og skibe. VizTracker-løsningen integrerer hardware og software, herunder stereo-kameraer, OCR-algoritmer, kamaerabaseret bevægelsesanalyse og brugerflade. Projektet er gennemført i samarbejde med et rederi, hvor teknologien er testet i praksis i terminal og færge. Løsningen har potentiale til at reducere havneophold, brændstofforbrug og CO₂-udledning.
Se flere detaljer her
Maritime forskningsprojekter
DTU Electro, TeraCure – Optimering af tykkelse og hærdning af våd skibsmaling ved anvendelse af terahertz-teknologi
Projektet har demonstreret anvendelsen af terahertz-teknologi til kontaktløs måling af tykkelse og hærdningsgrad af våd skibsmaling. Der blev udviklet en robust prototype, som med høj præcision kan overvåge hærdningsprocessen i realtid. Teknologien giver mulighed for mere effektiv kvalitetskontrol, hvilket kan reducere tørretider, minimere energiforbrug og forlænge malingens levetid. Projektet har affødt en ny PhD-indsats, som videreudvikler teknologien til industriel anvendelse.
Se flere detaljer her
Maritim erhvervsudvikling
Fonden Dansk Standard, Udvikling af en ny ISO standard for maritim energieffektivitet.
Projektet har resulteret i udviklingen af to nye internationale ISO-standarder for maritim energieffektivitet: ISO 8933-1:2024 og ISO 8933-2:2024. Disse standarder introducerer objektive måle- og beregningsmetoder til vurdering af energieffektiviteten af henholdsvis maritime komponenter og funktionelle systemer. Formålet er at give rederier og udstyrsproducenter et internationalt anerkendt værktøj til at vælge de mest energieffektive løsninger, hvilket understøtter CO₂-reduktion og opfyldelse af IMO’s mål. Udviklingen af standarderne involverede bred national og international interessentinvolvering over en fireårig periode, og de blev enstemmigt vedtaget og publiceret i efteråret 2024.
Se flere detaljer her
DTU Compute, Den Maritime Innovationszone på Digital Tech Summit 2024.
Projektet byggede videre på tidligere indsats på det maritime område med fokus på fortsat at synliggøre den maritime branches bidrag til tech-verdenen herunder ansvarlig anvendelse af AI i den maritime sektor.
Målet var at styrke det maritime økosystem ved at samle startups, SMV’er, fyrtårnsvirksomheder og vidensinstitutioner og bidrog til at positionere den maritime sektor som en ansvarlig og innovativ teknologipartner.
Se flere detaljer her
Udvikling af maritime uddannelser og rekruttering
Aarhus Universitet, Introducerende kursus i skibsteknik for maskiningeniører.
Aarhus Universitet ved Institut for Mekanik og Produktion har med Fondens støtte udviklet kurset ”Introduktion til Skibsteknologi”. Kurset er brugerdrevet, dvs. at indholdet er udviklet på baggrund af ønsker fra maritime virksomheder, ligesom en del af undervisningen foregår ved eksterne undervisere fra den maritime industri, bl.a. OSK Design. Kurset blev afviklet første gang i foråret 2023 med 11 tilmeldte, i 2024 med 19 tilmeldte og i år er der 18 tilmeldte. De er selv meget tilfredse og oplever god interesse fra de studerende.
Se flere detaljer her
Fionia Maritime Academy, Pilotprojekt
Med projektet er der etableret et digitalbaseret realtids-akademi for søfarende, der tilbyder maritim efteruddannelse. Projektet har lanceret to pilotkurser i december 2024 og januar-februar 2025, efterfulgt af en officiel åbning af akademiet den 1. marts 2025. Kurserne er udviklet i samarbejde med Danske Rederier og CBS og fokuserer på det maritime økosystem, Maritime Economics og Maritime Law. Målet er at tilbyde en bred vifte af relevante, akkrediterede uddannelsestilbud til søfarende inden for erhvervsuddannelser.
Se flere detaljer her
DTU Mekanik, Five Ship Experiments in DTU’s Laboratories to Recruit and Educate Tomorrow’s Maritime Engineers
Projektet har omfattet fem eksperimentelle skibsforsøg i DTU’s laboratorier med slæbebassiner, herunder vandmodstand, bølgegenerering, fremdrift, propellerforsøg og skibssimulatortræning. Med støtte fra fonden er der opbygget ny forsøgsinfrastruktur, herunder et avanceret trækapparat og fire skibsmodeller, som både bruges i forskning og undervisning. Projektet har involveret 526 unge fra gymnasier, erhvervs- og videregående uddannelser, gennem 28 events, herunder åbent hus-arrangementer og workshops om opdrift. Et nyt bachelor-kursus er blevet gennemført to gange med praktiske målinger og 3D-printede skibsdesigns. Initiativet har styrket rekrutteringsindsatsen og givet DTU nye faciliteter til fremtidig maritim forskning og uddannelse.
Se flere detaljer her
Juni 2025
Den Danske Maritime Fond