Tilbage til søgeresultatet

DFDS, Alarmhåndteringspraksis til søs: eksisterende udfordringer og mulige løsninger

Baggrund

Der er efterhånden adskillelige eksempler på ulykkesrapporter til søs, hvor eksisterende alarmhåndteringspraksis – i særdeleshed kvantiteten af alarmer og kvaliteten af alarmsystemer – er vurderet til at være mere til last end til gavn (se bl.a. Havarikommissionens ulykkesrapport for Stena Scandica 2022 eller Emma Mærsk 2013). Med udviklingen af grønne brændstoffer forventes dette kun at blive et stigende problem grundet brændstoffernes kemiske natur, da latenstiderne og konsekvenserne her er betydeligt højere. I naboindustrier såsom atomkraft- og procesindustrien er der allerede eksempler på internationale standarder, som sætter krav til kvaliteten af alarmer, herunder specielt responstiderne associeret med disse. Selvom disse standarder er blevet brugt i årevis med stor succes, mangler der fortsat lignende standarder i den maritime industri.

Projekt

Med udgangspunkt i relevante alarmstandarder, der er blevet udviklet til søfartens naboindustrier, vil nærværende projekt undersøge, hvordan alarmhåndteringspraksis til søs kan forbedres, herunder i særdeleshed hvordan tidsresponsen af sikkerhedshandlinger kan bruges som designkriterie i valideringen af alarmsystemer. Dertil vil projektet i særdeleshed anvende state-of-the-art full-mission simulatorer som et eksplorativt test miljø.

Forventede resultater

Projektet forventes først og fremmest at bidrage med ny viden hvad angår nuværende problematikker og potentielle løsninger i alarmhåndteringspraksis til søs, og derigennem at drive den maritime industri til at komme tættere på at nedfælde bredt anerkendt teknisk fælleseje og standarder hertil. Dertil vil projektet helt konkret forsøge at vurdere i hvilken udstrækning alarmstandarderne fra relevante naboindustrier kan bruges i den maritime industri; full-mission simulatorer kan bruges som en videnskabelig metode til at udvikle og validere overførbarheden af nabostandarderne til den maritime industri; og alarmers ”rettidighed” (rettidighedskriteriet) kan etableres med skalerbare metoder for forudsigelige sikkerhedshændelser til søs.

Information

Projektnavn:

Alarmhåndteringspraksis til søs: eksisterende udfordringer og mulige løsninger

Type:

Erhvervsmæssigt

Tema:

Iværksætteri og innovation

Tid:

2024-2025

Kontakt:

DFDS A/S
Marmorvej 18
2100 København Ø
www.dfds.com