Det er med stor glæde, at vi netop har uddelt 20 mio. kr. til 18 maritime projekter, der skal styrke udvikling og vækst i Det Blå Danmark.
- Vi har taget hul på den første bevilling under vores vækstteam-kampagne, hvor vi har afsat 40 mio. kr. over de næste to år til at omsætte Vækstteamet for Det Blå Danmarks anbefalinger til konkrete projekter.
Den første af de 20 anbefalinger bliver adresseret gennem en bevilling til et forprojekt til etableringen af Danish Maritime Data Hub – et nationalt kompetence- og datacenter, der skal give maritime virksomheder adgang til avancerede datadrevne analyser, simuleringer og teknologisk rådgivning. Det er Danske Maritime, der sammen med FORCE Technology, Alfa Laval, Hempel, Emerson, OMT og Everllence, har ansvaret for at drive hubben i opstartsfasen..
- 7 iværksætterprojekter modtager støtte – det er det højeste antal iværksætterprojekter i en enkelt uddelingsrunde. Stort tillykke til Stormborn, Marina Health Denmark, CirQularBox, ClearVoyage Sensemakers, Kanda og Nextmariner. De syv startups understøtter vores strategiske fokus på grøn omstilling, fremtidens medarbejdere samt det nye indsatsområde sikkerhed og beredskab.
Samlet set er denne uddelingsrunde tæt forbundet med både regeringens iværksætterstrategi og Det Blå Vækstteams anbefalinger, der peger på behovet for at styrke innovationskraften i form af både iværksætteri og forskning i den maritime sektor. Med uddelingerne skaber vi bedre rammer for, at maritime iværksættere kan vokse – og for at fastholde og udbygge Det Blå Danmarks internationale styrkeposition.
Støttede projekter i september 2025
Maritimt iværksætteri og innovation
STORMBORN ApS har fået iværksætterlån til udviklingen af den første fuldskala prototype af sødronen X-WAVE – et autonomt overfladefartøj med hybrid fremdrift, nyudviklet dybvandsanker og avanceret sensorpakke. Projektet skal demonstrere teknologien i både civile- og beredskabsformål.
Læs mere om projektet her
Marina Health Denmark ApS har fået et iværksætterlån til udviklingen af en AI-baseret assistent til støtte af medicinsk behandling ombord på skibe. Systemet sikrer bedre diagnosticering, flersproget kommunikation og fuld dokumentation, hvilket øger patientsikkerheden og reducerer unødvendige evakueringer til gavn for både søfarende og rederier.
Læs mere om projektet her
CirQularBox ApS har fået iværksætterlån til udvikling af containerdesign på basis af mere bæredygtigt materiale. Projektet fokuserer på brugen af genanvendt plast til gulve og kompositmateriale fra udtjente vindmøllevinger til vægge.
Læs mere om projektet her
ClearVoyage ApS har fået iværksætterlån til videreudvikling af deres digitale Voyage Management System (VMS), der understøtter operation, risikostyring og rapportering i rederier. Med næste udviklingsfase tilføjes bl.a. en opgraderet Voyage Optimization Engine, GreenFuel Tracker og ERP-integrationer, som styrker både brugervenlighed, robusthed og grøn funktionalitet.
Læs mere om projektet her
Sensemakers ApS har fået iværksætterlån til videreudvikling og markedsmodning af deres autonome, eldrevne sensorbåde til miljøovervågning. Projektet omfatter en ny model med øget rækkevidde og kapacitet, samt udvikling af en samlet platform for software, datahåndtering og kundesupport.
Læs mere om projektet her
Kanda ApS har fået iværksætterlån til udviklingen af seks VR-baserede standardkurser målrettet det maritime marked. Kurserne skal gøre det muligt for træningscentre og rederier at tilbyde mere fleksibel og effektiv træning af søfarende. Projektet bygger på Kandas erfaring fra vindsektoren og skal accelerere digitaliseringen i en branche, hvor fysisk træning ofte medfører høje omkostninger og CO₂-udledning.
Læs mere om projektet her
NextMariner ApS har fået iværksætterlån til at udvikle en digital platform, der skal forbinde søfarende med mentorer, arbejdsgivere og læringsmuligheder. Løsningen bygger på AI-baseret matching, mikrolæring og et belønningssystem, og skal gøre det lettere at rekruttere, fastholde og udvikle maritimt talent.
Læs mere om projektet her
Maritim forskning
Aarhus Universitet har fået støtte til at udvikle og teste en ny metode til at observere og analysere luftstrømmen under skibe med air lubrication-systemer. Metoden kombinerer sonar og undervandskamera og skal afprøves både på forskningsskibet Aurora og et containerskib i operationel drift. Målet er at opnå ny viden om boblestørrelser, fordeling og effektivitet i fuld skala, hvilket kan danne grundlag for optimering af teknologien og potentielt føre til væsentlige energibesparelser og reduceret CO₂-udledning.
Læs mere om projektet her
Everllence, M-Seals og DTU har fået støtte til et forskningsprojekt for udvikling af testmetoder for at evaluere eksisterende og nye tætningsløsninger til dual-fuel skibsmotorer, hvor materialerne kommer i berøring med nye alternative brændstoftyper.
Læs mere om projektet her
Aarhus Universitet har fået støtte til et forskningsprojekt, der skal analysere klima-, miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser ved brug af ammoniak som skibsbrændstof. Projektet opstiller scenarier for emissioner af bl.a. NOx, lattergas og uforbrændt ammoniak og vurderer de samfundsmæssige omkostninger. Resultaterne skal bidrage til beslutningsgrundlaget for regulering nationalt og internationalt og understøtte en ansvarlig implementering af ammoniak i den maritime sektor.
Læs mere om projektet her
SDU og Everllence har fået støtte til at udvikle et beslutningsværktøj, der kombinerer økonomiske, miljømæssige, sikkerheds- og regulatoriske vurderinger af skibes fremdrivningssystemer. Værktøjet muliggør scenarieanalyser, som kan identificere kost- og klimaoptimale løsninger under fremtidige reguleringer, og bidrager dermed til bedre produktudvikling og investeringer for rederier og leverandører i bæredygtig skibsfart.
Læs mere om projektet her
Litehauz ApS har fået støtte til at undersøge miljøkonsekvenserne ved filterløse ballastvandsanlæg baseret på elektrolyse. Foreløbige data peger på højere udledninger af klorerede og bromerede biprodukter, og projektet skal derfor samle og kvalitetssikre eksisterende viden samt udarbejde en videnskabelig artikel til peer review. Resultaterne forventes at indgå i IMO’s videre behandling af ballastvandssystemer og bidrage til en mere bæredygtig regulering af teknologien til gavn for både havmiljø og dansk maritim industri.
Læs mere om projektet her
Maritim erhvervsudvikling
Danske Maritime står bag det første projekt under vores nye kampagne, hvor 40 mio. kr. over de næste to år skal omsætte Vækstteamet for Det Blå Danmarks anbefalinger til handling. Danske Maritime har fået støtte til at kickstarte etableringen af Danish Maritime Data Hub – et nationalt kompetence- og datacenter, der skal give maritime virksomheder adgang til avancerede datadrevne analyser, simuleringer og teknologisk rådgivning. Initiativet skal styrke især SMV’ers muligheder for innovation, grøn omstilling og konkurrenceevne. På sigt er ambitionen, at centret udvikler sig til et internationalt fyrtårn for maritim digitalisering og innovation der kan tiltrække både samarbejdspartnere og talenter til Det Blå Danmark.
Læs mere om projektet her
Danske Rederier, Danske Maritime m.fl. har fået støtte til at sikre Det Blå Danmarks tilstedeværelse på Folkemødet 2026 gennem debatter, events og aktiviteter i Allinge Havn. Formålet er at styrke den politiske og folkelige opmærksomhed på sektorens betydning for bl.a. bæredygtighed, jobskabelse og sikkerhedspolitik.
Læs mere om projektet her
Maritime uddannelser og rekruttering
SDU har fået støtte til at etablere en ny maritim erhvervskandidat- og efteruddannelse på SDU, der skal give en fleksibel adgang til opkvalificering af arbejdsstyrken i den maritime branche. Uddannelsen skal styrke branchens kompetencer inden for bæredygtighed, digitalisering og administration og bidrage til at fremtidssikre Det Blå Danmark.
Læs mere om projektet her
CBS har fået støtte til at videreudvikle et læringsmodul for sidsteårs-studerende på CBS’ shippinguddannelse, hvor en studietur til Oslo med virksomhedsbesøg og refleksionsforløb skal koble teori med praksis. Initiativet giver de studerende større indsigt i maritime udfordringer og styrker relationerne til erhvervet.
Læs mere om projektet her
DTU har fået støtte til projektet OpenOcean der gør maritime AIS-data frit tilgængelige for uddannelse og forskning gennem en ny modtagerstation og datadeling via DTU. Initiativet giver studerende og forskere adgang til datasæt, som kan anvendes i undervisning, projekter og analyser af bl.a. navigation, logistik og miljø.
Læs mere om projektet her
Velkommen Hjem har fået støtte til at gøre det lettere for veteraner fra Søværnet at skifte til civile job i Det Blå Danmark gennem mentorforløb, seminarer og netværksaktiviteter. Formålet er at fastholde maritime kompetencer i branchen og skabe varige jobmuligheder.
Læs mere om projektet her