Tilbage til nyhedsoversigten

40 millioner til fremtidens Blå Danmark: Vi bakker op om Vækstteamets anbefalinger

Den Danske Maritime Fond afsætter 40 mio. kroner til at omsætte anbefalingerne fra Vækstteamet for Det Blå Danmark til konkrete initiativer. Midlerne vil blive uddelt over de næste to år og skal understøtte Danmarks position i den globale maritime sektor.  

I marts afleverede Vækstteamet for Det Blå Danmark sine 20 anbefalinger til regeringen. Nu har Den Danske Maritime Fond besluttet at afsætte 40 mio. kroner over de næste to år til at støtte aktiviteter, der kan bringe anbefalingerne til live i praksis.

Med indsatsen ønsker fonden at bygge bro til regeringens kommende tiltag og bidrage til, at Danmark fastholder sin position som en af verdens førende nationer indenfor shipping og maritim industri:

”Vi er sat i verden for at bidrage til væksten i fremtidens Blå Danmark – og derfor er det vigtigt for os at støtte sektorens og dermed regeringens arbejde med den blå vækstplan. Vi håber at se mange stærke ansøgninger fra hele den maritime sektor med projekter, der indeholder idéerne og viljen til at drive innovation og den grønne omstilling i branchen,” siger Lotte G. Lundberg, direktør i Den Danske Maritime Fond.

Opbakning fra regeringen

Erhvervsminister Morten Bødskov glæder sig over fondens engagement:

”Danmark er en stolt søfartsnation, og vi står i en stærk position til at accelerere den grønne omstilling af skibsfarten. Men som resten af dansk erhvervsliv står Det Blå Danmark overfor nye udfordringer med geopolitiske spændinger og handelsbarrierer. Derfor er investeringen fra Den Danske Maritime Fond et stærkt signal om, at vi står samlet om at sikre et grønnere og mere globalt konkurrencedygtigt blåt Danmark. Fonden bidrager direkte til, at Vækstteamets anbefalinger ikke blot forbliver ord. De bliver omsat til reel udvikling, der sikrer den grønne kurs for Det Blå Danmark,” siger erhvervsminister, Morten Bødskov (S).

Fire årlige uddelingsrunder

De 40 mio. kroner uddeles over de næste to år, og interesserede kan ansøge om støtte via fondens normale praksis med fire årlige uddelingsrunder. Projektansøgningerne skal tage afsæt i de fem centrale indsatsområder, som Vækstteamet har udpeget:

  • Øget maritim innovationskraft
  • Styrket globalt samarbejde og maritim eksport
  • Flere og bedre kompetencer til Det blå Danmark
  • Fremme grøn, international regulering og forbedre rammebetingelser for Det Blå Danmark
  • Lettere afgang til nye former for finansiering for at fremme innovation og vækst

“Vi vil særligt bakke op om de anbefalinger fra Vækstteamet, der flugter med vores egne indsatsområder – iværksætteri og innovation, grøn omstilling, fremtidens medarbejdere samt sikkerhed og beredskab. Eksempelvis er vi meget begejstrede for ideen om en langsigtet styrkelse af maritim forskning og innovation samt anbefalingerne om at løfte kompetencer, uddannelser og brandingen af Det Blå Danmark – en forudsætning for at sikre, at næste generation får lyst til at være en del af den maritime sektor,” siger Lotte G. Lundberg.

Tæt samspil med regeringens aktiviteter

Fonden understreger, at indsatsen skal ses i et tæt samspil med de initiativer, regeringen forventes at lancere fra efteråret:

“Vi følger naturligvis regeringens videre arbejde tæt og står klar til at støtte projekter, der kan bygge bro til de nationale initiativer. For os handler det om at skabe en sammenhængende indsats, der skaber vækst og udvikling i Det Blå Danmark. Og vi er allerede i gang. I juni har vi helt konkret bevilget midler til et nyt initiativ, der skal styrke hjemtagelsen af maritime EU-midler, som netop var en af anbefalingerne fra Vækstteamet,” siger Lotte G. Lundberg, direktør i Den Danske Maritime Fond.

Vækstteamets anbefalinger kan findes her: En grøn kurs for Det Blå Danmark

Tilbage til nyhedsoversigten