Baggrund
Den danske maritime industri står over for et øget behov for at styrke sin internationale konkurrenceevne gennem digital innovation, ved hjælp af nye teknologier. Der er et ønske om, at den maritime industri bliver langt mere synlig og opnår en større eksponering hos IT-studerende, for at tiltrække IT-kyndig arbejdskraft. Dette kan gøres allerede i løbet af de IT- studerendes uddannelse, så de får øjnene op for de karrieremuligheder, branchen tilbyder.
Projekt
Projektet Digital Innovation @ Sea har til formål at synliggøre og formidle viden, som skabes i samarbejderne mellem vores IT-studerende på IT- Universitetet i København (ITU) og den Danske Maritime industri. Udgangspunktet for projektet er kurset Process Innovation, som ledes af
Asger Balle Pedersen. Her har mere end 150 kandidatstuderende til opgave at identificere, kortlægge, redesigne og innovere digitale processer i forskellige virksomheder og organisationer, ved hjælp af nye teknologier. Projektet danner derfor rammen for indsamling og videreformidling af den viden, som genereres i en industrirapport. I rapporten præsenteres konkrete samarbejder og de digitale udfordringer, der har været undersøgt. Vigtigst af alt, vil rapporten danne grundlaget for de forskellige anvendte teknologier, og give indblik i resultaterne fra samarbejderne og de
efterfølgende evalueringer af løsninger på de digitale procesudfordringer. Det vil være til gavn for hele den maritime industri. Rapporten leveres og formidles til eventet, Case Fair, på ITU i februar
2027. Her vil maritime virksomheder og studerende i fællesskab præsentere deres resultater for et publikum på forventet over 200 IT- studerende og erhvervsfolk.
Forventede resultater
Ved at gøre de digitale udfordringer og muligheder i branchen konkrete
og synlige, forventes projektet at:
- Øge synligheden: Gøre den danske maritime branche mere attraktiv for IT-talenter, mens de stadig er under uddannelse
- Sikre arbejdskraft: Gøre det lettere for branchen at tiltrække medarbejdere med de rette IT-kompetencer i fremtiden
- Styrke samarbejdet: Motivere flere maritime virksomheder ogorganisationer til at indgå i fremtidige samarbejder om digital innovation
- Dele viden: Skabe en bredere formidling af viden gennem en industrirapport til gavn for hele den maritime sektor.
