Tilbage til søgeresultatet

DTU, SAFE-TEST: Situational Awareness Framework Evaluation Through Evidence-based System Testing

Baggrund

Skibsulykker, såsom kollisioner og grundstødninger, udgør fortsat en stor del af hændelserne til søs – mange skyldes utilstrækkelig overvågning af omkringliggende fartøjer og terræn. IMO vedtog i maj 2026 en ny kode for autonome skibe, MASS-koden, der trådte i kraft 1. juli 2026. Koden kræver, at rederier, teknologiudviklere og myndigheder ikke blot kan vise, at et autonomt system virker, men også kan dokumentere hvornår, hvor og under hvilke omstændigheder systemet kan stoles på. I dag testes AI-baserede systemer til navigationsstøtte typisk på begrænsede datasæt og vurderes ud fra et samlet gennemsnitstal, der kan skjule, at systemet fejler under bestemte forhold, såsom mørke og dårligt vejr.

Projekt

SAFE-TEST udvikler en samlet metode til at teste og dokumentere sikkerheden af systemer, der giver skibe situationsoverblik over andre fartøjer i nærheden. Projektet består af tre dele: Først indsamles et åbent datasæt med synkroniserede optagelser fra almindeligt kamera, varmekamera og skibes automatiske positionssignaler (AIS) fra kommerciel sejlads, som dækker dag, nat og varierende vejr. Dernæst udvikles en teknisk løsning, der kombinerer de to kameratyper til pålidelig genkendelse og situationsoverblik over andre skibe, og som kobles til et system, der giver navigatøren konkrete anbefalinger. Endelig udvikles en trinvis valideringsmetode, hvor sikkerheden først dokumenteres for systemets enkelte dele, dernæst for det samlede genkendelses- og overblikssystem, og til sidst for hele kæden fra sensor til anbefaling – vurderet under de reelle forhold (dag, nat og varierende vejr), hvor fejlene kan opstå.

Forventede resultater

Projektet forventes at levere et offentligt tilgængeligt datasæt til brug for forskning og industri, en fungerende og valideret prototype til situationsoverblik samt en valideringsmetode, som rederier, teknologiudviklere, klassifikationsselskaber og myndigheder kan bruge til at dokumentere sikkerheden af fremtidige autonome og konventionelle navigationsstøttesystemer. Desuden bidrager projektet til uddannelsen af civilingeniører inden for maritime autonome systemer og styrker dermed Det Blå Danmarks adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Information

Projektnavn:

SAFE-TEST: Situational Awareness Framework Evaluation Through Evidence-based System Testing

Tema:

Maritim Forskning

Tid:

2027–2029

Kontakt:

Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 101
2800 Kongens Lyngby
roga@dtu.dk