
Foto: Erik Christensen / Wikimedia Commons, CC BY-SA 4.0
Baggrund
Batterier spiller en stadig større rolle i el-og hybridskibe og stiller samtidig nye krav til sikkerheden ombord. Hvis et batteri fejler, kan der udvikles brandfarlige og giftige gasser, som i værste fald kan føre til brand eller eksplosion i et lukket batterirum ombord.
I dag beror sikkerheden omkring batterier ofte på faste generelle krav til ventilation, men faste ventilationskrav er ikke nok til at dokumentere, om et konkret batterirum er sikkert. Risikoen afhænger af flere parametre såsom skibets og batterirummets design, batteriets og rummets udformning, men især samspillet mellem de tekniske installationer til både ventilation, gasdetektion og brandslukning før, under og efter et nedbrud.
Projekt
EVIDENT-BLUE-projektet udvikler en brandteknisk metode til at vurdere sikkerheden i batterirum under realistiske fejlscenarier, der afspejler reelle maritime driftsforhold. Projektet undersøger, hvordan de brandfarlige, giftige gasser fra en batterifejl kan opdages, kontrolleres og ledes sikkert væk, inden de ophobes eller antændes. Helt centralt står samspillet mellem batteriets elektroniske overvågnings- og styringssystem (BMS) og skibets øvrige sikkerhedssystemer, herunder gas- og branddetektion, ventilation, brandspjæld, brandslukning og nødstop.
Grundet kompleksiteten i samspillet, kombinerer projektet risikovurdering, brandtekniske forsøg og computersimulering af, hvordan gas og varme bevæger sig. Sammen med danske producenter gennemføres en testkampagne med udvalgte batterirumsdesign, fejlscenarier og sikkerhedsløsninger, hvor danske producenter inviteres ind for at bidrage med relevante teknologier inden for deres ekspertiseområde. Det sikrer at danske produkter og teknologier evalueres og dokumenteres under realistiske maritime forhold, med indsigt og sparring fra klassifikations- og godkendelsesperspektivet.
Forventede resultater
Projektet viser en praktisk dokumentationsvej, der hjælper skibsdesignere, rederier, værfter, producenter, teknologileverandører og godkendelsesaktører med at vurdere og forbedre sikkerheden i maritime batterirum og vælge løsninger til det konkrete skibe. Samtidig får danske teknologiproducenter dokumentation og viden til at videreudvikle deres teknologi. EVIDENT-BLUE skal dermed bidrage til sikker maritim elektrificering og styrkelse af danske sikkerhedsløsningers position på det internationale marked.