Tilbage til søgeresultatet

DTU Management, SUSTAINABULK: Sustainable and efficient dry-bulk operation through improved forecasting and routing

 Ultrabulk2

Baggrund

Bulkskibe til tørlast udgør næsten 1/3 af verdens flådetonnage og transporterer mere end 5 mia. tons årligt. Tørlast transport består af enkeltstående ordrer med en bestemt oprindelse og destination, der tilbydes til spotrater. Antallet af ordrer varierer i løbet af året, og det samme gør spotraterne. Et rederi, der kan placere sine skibe på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, vil have succes på et stærkt konkurrencepræget globalt marked, mindske miljøbelastningen, og skabe arbejdspladser. Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) har siden 2018 sat vejen for dekarbonisering af søtransport, hvor målet er en reduktion af CO2- emissionen pr. transportarbejde med mindst 40% i 2030. Et centralt værktøj til at nå dette mål er at fremme SEEMP planer for skibe, der måler forholdet mellem effektiv transport og CO2-emission. SEEMP kan forbedres ved at undgå deadheading og at blive bedre til at matche efterspørgsel og kapacitet i hver havn.

Projekt

DTU vil i projektet udvikle værktøjer, der kan hjælpe et bulkrederi med at forudsige markedstendenser, så de kan levere den rigtige kapacitet til den rigtige region. Ydermere vil der blive udviklet værktøjer til at planlægge en sammenhængende ruteplan, der sikrer, at nye ordrer er tilgængelige på slutdestinationen så deadheading undgås. Problemet vil blive modelleret som et ruteproblem, der maksimerer indtjening og minimerer energiforbruget. Modellen skal tage højde for den begrænsede efterspørgsel i hver havn og pris-elasticitet, hvis flere fartøjer konkurrerer om det samme marked. Forskningen og udviklingen vil være centreret omkring to spor: (a) Bedre prognosemetoder for efterspørgsel og pris, der tager højde for sæsonudsving, regionale forskelle, konkurrence mv. (b) Bedre rutningsalgoritmer, der anvender prognoserne til at designe ruter som maksimerer nettorentabiliteten og kapacitetsudnyttelsen, samtidig med at det miljømæssige fodaftryk mindskes. Hvis tiden tillader det, vil der blive udviklet taktiske beslutningsstøtteværktøjer til at bestemme den rigtige flådestørrelse.

Forventede resultater

Ansøger forventer tre hovedresultater: (1) En algoritme til at forudsige efterspørgsel i hver region, (2) En metode til at forudsige fragtrater, (3) En optimeringsalgoritme til ruteplanlægning over en given tidshorisont. Målet er at forbedre skibets energieffektivitet, målt som forholdet mellem effektiv transport og CO2-udledning.

Information

 

Projektnavn:

SUSTAINABULK

Type:

Almennyttigt

Tema:

Maritim forskning

Tid:

2022-2025

Kontakt:

DTU Management
Akademivej 358
2800 Kgs. Lyngby
www.man.dtu.dk