Baggrund
IMAGES har til formål at udvikle en metode til vurdering af effekterne af grønne maritime korridorer, og at teste denne metodologi på en korridor af dansk interesse. Omfattende arbejde med grønne korridorer er allerede i gang, men grundet det stadigt tidlige stadie koncentrerer disse sig hovedsageligt om identifikation af mulige korridorer. Der er behov for en mere holistisk metode til vurdering af de vidtrækkende effekter af grønne korridorer og inkludere interessenters perspektiv i dette. IMAGES imødegår dette behov og støtter herigennem konceptet om grønne korridorer, der af skibsfarten betragtes som en facilitator for at kickstarte den grønne omstilling af sektoren.
Projekt
Projektet bygger på en metodetilgang, der kombinerer cost-benefit analyse for finansielle aspekter med multi-kriterie beslutningsanalyse for de effekter, som er vanskelige at måle og tildele en økonomisk værdi. Styrken ved dette er, at samtlige relevante effekter og kriterier kan medtages i vurderingen. Efterfølgende vil planlagte investeringer i skibe, brændstoffer og infrastruktur kunne optimeres igennem såkaldte multi-objektiv optimeringsalgoritmer. Den udviklede metode vil således kunne understøtte velbegrundede og optimale løsninger. Den specifikke grønne korridor, som vil blive benyttet til test og illustration af metodologien, vil i samråd med projektets rådgivende panel blive fastlagt i løbet af de første seks måneder af projektet. Korridoren vil have dansk relevans og der vil minimum blive undersøgt en dansk havn som en del af dette.
Interessenter fra hver kategori (brændstofproducent, bunkering leverandør, cargo-ejer, skibsejer/operatør samt havnemyndighed/terminaloperatør) vil blive identificeret, og den tekniske, økonomiske og reguleringsmæssige status af korridoren vil blive efterset. Efterfølgende vil design og drift af korridoren vil blive optimeret på grundlag af udvalgte key performance indikatorer. Anbefalinger til regulering samt forskning og udvikling vil blive udarbejdet på grundlag af projektresultaterne.
Forventede resultater
IMAGES bidrager til Danmarks førende position inden for både skibsfart og vedvarende energi. Derfor forventes det, at projektet vil give et reelt bidrag i forbindelse med at implementere det blå Danmarks vision samt inkludere DTU-studerende i state-of-the-art maritim forskning.