Baggrund
The Tall Ships Races er en kapsejlads, som finder sted mellem forskellige havne verden rundt hvert år. Sejladsen organiseres af Sail Training International, der fremmer og organiserer oplevelsesmæssig og praksisorienteret læring for unge i 15-25 års alderen gennem sejltræning. Traditionen startede i 1956, og formålet var at samle fuldriggere til en sejlbegivenhed. The Tall Ships Races er siden vokset i omfang og
popularitet. I dag deltager skibe fra hele verden, og mødet mellem nationer er blevet et vigtigt element i The Tall Ships Races.
Projekt:
Fra den 4.-7. august 2022 er Aalborg for 6. gang værter for The Tall Ships Races. Skibene gæstede Aalborg for første gang i 1999, og med et samlet besøgstal på mere end 3,7 mio. besøgende, har arrangementet i løbet af årene udviklet sig til en sand publikumsmagnet. Det forventes at mere end 60 af verdens smukkeste sejlskibe, 3.000 besætningsmedlemmer og 750.000 gæster besøger Aalborg, når byen er sluthavn for The Tall Ships Races. I 2022 sender Aalborg 100 unge fra hele Danmark på en oplevelse for livet, når de skal sejle med som trainee fra Antwerpen til Aalborg sammen med unge fra hele verden. De unge trainees påmønstrer i Antwerpen og deltager i racet til Aalborg. Et trainee-forløb ombord på et sejlskib indebærer deltagelse i det daglige arbejde ombord på skibene. Som trainee er de unge en fast del af besætningen, hvor de lærer om alt fra navigation, fortøjninger og sejl. I et læringsforløb som ung trainee får man styrket både sine faglige og sociale kompetencer. De unge vil få en følelse af at være en del af et fællesskab. Et fællesskab, hvor alle er lige, hvad enten du laver mad til besætningen eller sætter sejl. Derved får de deltagende unge trainees en unik mulighed for at lære mere om livet til søs, og derved et bedre grundlag for at vurdere om den fremtidige karriere skal være indenfor den maritime verden.
Forventede resultater:
Erfaringerne fra de tidligere The Tall Ships Races har vist at de unge, som tilmelder sig denne oplevelse, kommer med mange forskellige baggrunde og formål for deltagelse. Nogle ønsker blot den gode oplevelse, mens andre benytter chancen til at få afprøvet om den fremtidige karriere skal findes indenfor den maritime verden. Målet med at sende 100 unge på deres livs rejse er at give dem nye perspektiver på deres fremtidige livsbane – gerne indenfor det maritime.