Baggrund
Danmark er et søfartsland, og den maritime sektor er afgørende for både økonomi, forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur. Samtidig er den sikkerhedspolitiske situation blevet mere usikker. Sabotage mod infrastruktur, øget militær aktivitet i vores nærområde og sårbare globale forsyningskæder viser, at sikkerhed til søs ikke kun handler om kapacitet, men også om godt samarbejde mellem myndigheder, havne, virksomheder og andre maritime aktører.
Projekt
Projektet undersøger, hvordan offentlige og private aktører i den maritime sektor kan samarbejde bedre om beredskab og totalforsvar. Først kortlægges det danske maritime sikkerhedslandskab for at skabe overblik over de vigtigste aktører, deres relationer og de steder, hvor koordineringen enten fungerer godt eller skaber udfordringer. Derefter gennemføres dybdegående studier af udvalgte organisationer for at belyse, hvordan samarbejdet foregår i praksis, hvordan ansvar fordeles, og hvordan beslutninger træffes på tværs af organisationer med forskellige roller og arbejdsmåder.
Forventede resultater
Projektet skal give ny viden om, hvordan maritimt offentligt-privat samarbejde kan organiseres stærkere i totalforsvaret. Det vil munde ud i kortlægning, analyser, workshops og praksisnære anbefalinger, som kan styrke koordinering, videndeling og rollefordeling mellem aktørerne. På længere sigt kan projektet bidrage til et mere robust maritimt beredskab og en bedre beskyttelse af samfundskritiske funktioner i kriser og konflikter.