

Den danske startup EnCoat står bag en malingsteknologi, der kan halvere den miljøbelastning, som traditionel skibsbundmaling påfører verdenshavene. Med lovende testresultater, samarbejder med globale producenter og en ny sum penge fra en stor investeringsrunde er produktet tæt på kommercielt gennembrud.
I et lille laboratorie på Østerbro arbejder seks forskere og udviklere på en ny maritim malingsteknologi.
En teknologi, der har potentiale til at halvere den miljøbelastning, som traditionel bundmaling til skibe påfører verdenshavene.
“Når det her lykkes, så kan vi gøre en kæmpe forskel for verden,” fortæller Andreas Møgelhøj, der tiltrådte som CEO i den danske forskningsbaserede startup EnCoat for tre år siden.
EnCoat udspringer af mere end 20 års forskning og udvikling af en bundmaling, som indkapsler giftige kemikalier for at beskytte havmiljøet og samtidig er billigere at producere. Andreas opgave var derfor klar: han skulle sikre teknologiens rejse fra laboratoriet og ud i markedet.
Og det kommercielle gennembrud har aldrig været tættere på. Andreas forventer, at 2026 bliver året, hvor malingsteknologien rykker ud i verden. De seneste år har EnCoat været igennem omfattende testfaser – og virksomheden har netop rejst penge i en stor investeringsrunde, som skal sikre det økonomisk grundlag i slutspurten.
”Vi er rigtig stolte af investeringen, fordi det validerer teknologien. Det er ikke bare hr. og fru Nielsen, men aktører fra shippingindustrien, som kigger på vores teknologi og siger: Det her giver mening. Vi kan se potentialet,” siger Andreas.
Den globale interesse fra industrien er heller ikke til at tage fejl af. EnCoat samarbejder i dag med næsten alle globale producenter af maritim skibsmaling, og er midt i et såkaldt implementationsprogram, hvor de er begyndt at integrere teknologien i deres egen maling.
Nu afventer EnCoat blot, at en af kunderne kan dokumentere, at teknologien virker i deres maling og giver endeligt grønt lys til kommerciel produktion.
”Før i tiden var det os, der bankede på dørene. Men det, der er sket i løbet af det sidste år, er, at folk kommer til os,” fortæller han og tilføjer, at EnCoats succes ikke kunne være sket uden støtten fra Den Danske Maritime Fond, som bakkede dem op, da få andre turde.
EnCoat har været en del af Den Danske Maritime Fonds portefølje i de seneste fem år, og vi håber fremover at se endnu flere eksempler på forskningsbaserede startups, der formår at omsætte forskning til teknologier med globalt, kommercielt potentiale.
”Det er vigtigt for os at støtte deep tech-startups som EnCoat, der bygger på solid forskning. Vi savner flere spinouts fra universiteterne – i dag udgør de kun fire ud af mere end 80 startups i vores portefølje,” siger @Michael Finch Pedersen, projektleder i fonden og fortsætter:
”Netop denne type innovation rummer et stort potentiale for at styrke både den grønne omstilling og maritim sikkerhed & beredskab – og dermed skabe nye vækstmuligheder i Det Blå Danmark.”
Du kan herunder læse mere om de to omgange, vi har støttet EnCoats rejse med iværksætterlån og forskningsmidler:
