Baggrund:
Shippingindustrien står over for store udfordringer i forhold til at reducere drivhusgasudledninger og leve op til klimamålene fra både International Marine Organization og EU, som begge sigter mod netto-nul udledning i eller omkring 2050. For at nå disse mål er der indført nye og skærpede krav til skibes udledninger. Det har ført til øget brug af alternative brændstoffer og nye teknologier i skibenes fremdrivningssystemer, hvilket øger kompleksiteten i både design og drift. For at kunne vælge de rette løsninger og sikre den mest omkostningseffektive overholdelse af nærværende krav er der behov for robuste og validerede beslutningsstøtteværktøjer.
Projektet:
Projektet har til formål at identificere kosteffektive fremdrivningsløsninger til både nybygninger og retrofit af større skibe(over 5000 GT). Fokus vil være på teknologier og brændstoffer, der kan imødekomme de nye klimakrav fra IMO og EU, herunder reguleringer som IMO Net-Zero framework og FuelEU Maritime. Projektet omfatter både etablerede og nye teknologier som dual-fuel motorer og batterier samt traditionelle og vedvarende brændstoffer som metanol og ammoniak.
Projektet består af to hoveddele:
1. Udvikling af beslutningsværktøj: Et simuleringsbaseret værktøj skal udvikles, som kan vurdere forskellige fremdrivningssystemer ud fra økonomiske, miljømæssige, sikkerhedsmæssige og lovgivningsmæssige aspekter. Målet er at sikre, at de foreslåede løsninger ikke kun er klimavenlige og økonomisk bæredygtige, men også opfylder krav til sikkerhed og driftssikkerhed.
2. Scenarieanalyse: Værktøjet skal anvendes i en række scenarier, som udvikles på baggrund af fremtidige regulatoriske rammer samt input fra aktører i shippingindustrien. Analysen skal klarlægge kosteffektive fremtidige retninger for udvikling af teknologi- og brændstofløsninger, som opfylder fremtidige udledningskrav.
Forventede resultater:
Det forventes, at projektet vil kunne vurdere og identificere udviklingsretning for kosteffektive fremdrivningsløsninger til nybygning og retrofit af skibe under stigende krav til udledning af emissioner.
Dermed vil projektet kunne styrke den maritime produktudvikling og give et solidt beslutningsgrundlag. De identificerede løsninger vil blive analyseret og formidlet, så de kan bruges som beslutningsstøtte i forbindelse med valg for individuelle anlæg og udvikling af fremtidens fremdrivningssystemer.
