Hvad gør det særligt at arbejde i Det Blå Danmark?
I anledning af vores 20-års jubilæum sætter vi fokus på inspirerende kollegaer fra branchen.
For hvordan tiltrækker vi fremtidens talenter? Vi tror på, at det sker gennem de gode historier. Derfor har vi spurgt Liv Kjær og Claire-Celine Bausager, hvorfor de har viet deres karriere til det maritime.
Liv Kjær har 11 år hos TORM på sit maritime CV og er i dag ansvarlig for et globalt team, som håndterer alle havneopkald fra TORMs skibe, når det handler om rederiets egne interesser.
Liv sidder også i bestyrelsen hos TORM, og hendes drøm for fremtiden er klar: Hun vil op på de øverste ledelsesgange og være med til at forme fremtidens shipping – med større diversitet, mere digitalisering og nye ideer.
Claire-Celine Bausager Jørgensen er et godt eksempel på branchens mange muligheder. Som hun selv siger: ”Det er en branche, man kan udvikle sig igennem alle livets faser”. Hun begyndte sin maritime karriere som bunker trader, men arbejder i dag i Bunker Holdings HR-afdeling med fokus på DEI- og CSR-initiativer.
Derudover er hun forkvinde for Women in Shipping – et netværk for kvinder, grundlagt i 2019, med en mission om at støtte og styrke kvinder i shippingbranchen.
Som fun fact kan vi også fortælle, at Den Danske Maritime Fond har støttet de to kvinder både direkte og indirekte. Liv via et MBA-legat herfra og Claire, fordi fonden over flere omgange har støttet de gode initiativer i Women in Shipping.