Copenhagen Business School lancerer nyt inkubationsprogram med støtte fra Den Danske Maritime Fond for at styrke innovationen i Det Blå Danmark. Lovende studenter-startups får adgang til mikrolegater og mentorsparring, så de kan udvikle stærke maritime forretningsideer.
Den maritime sektor i Danmark har brug for nytænkning og entreprenørskab for at tackle branchens udfordringer. Men mange maritime iværksættere mangler ofte den kommercielle viden i opstartsfasen, der er afgørende for at omsætte innovative idéer til levedygtige virksomheder. Derfor har CBS lanceret et nyt inkubationsprogram, der giver studerende støtte til at skabe ny maritim innovation i et inspirerende miljø.
”Vi ønsker at skabe et økosystem for maritimt entreprenørskab, hvor studerende kan få økonomisk støtte og sparring, der kan hjælpe med at gøre deres visioner til virkelighed. Vores håb er, at projektet bliver en katalysator for at bringe forskellige fagligheder sammen og styrke innovationen i den maritime sektor,” siger Giulio Zichella, der er undervisningslektor på CBS og ansvarlig for projektet, der forankres under CBS Maritime.
Et meningsfuldt projekt
Giulio Zichella har selv en kandidatgrad i innovation og forretningsudvikling samt en ph.d. i entreprenørskab. Han glæder sig over at være en del af et projekt, der afspejler en større national indsats for at styrke det maritime iværksættermiljø i Danmark.
”Det er dybt meningsfuldt for mig at kunne bidrage til Danmarks iværksætterindsats og fremtiden for den maritime industri. Det største, vi som undervisere kan gøre, er uden tvivl at uddanne og hjælpe unge mennesker med at udfolde deres potentiale,” siger Giulio Zichella.
Opstartsfasen er altafgørende
Over de næste tre år vil CBS tilbyde mindre legater til studerende med lovende forretningsideer, som har potentiale til at løse Det Blå Danmarks udfordringer – fra grøn omstilling til digitalisering og udvikling af ny maritim teknologi. Projektets fokus på den tidlige fase skyldes en helt særlig årsag:
”Opstartsfasen er altafgørende, fordi det er her, at idéerne tager form, får struktur og deres potentiale vurderes. Ved at støtte studerende i denne kritiske udviklingsfase kan vi hjælpe dem med at gå fra vision til en konkret løsning, der kan skabe reel værdi for industrien,” forklarer Giulio Zichella.
Udover den økonomiske støtte suppleres projektet af en omfattende mentorordning gennem Copenhagen School of Entrepreneurship. Her får studerende afgang til erfarne branchefolk, der kan vejlede om alt fra strategi til markedsforståelse.
”Mentorordningen giver vores studerende en unik mulighed for at få adgang til netværk og trække på ressourcer, der normalt kun er forbeholdt mere erfarne iværksættere. Dette partnerskab gør det muligt at forvandle gode idéer til succesfulde startups,” siger Giulio Zichella.
Inspiration fra DTU Skylab
Projektet, som blev lanceret den 1. januar 2025, blev til på opfordring fra Den Danske Maritime Fond, der har støttet en lignende model på DTU Skylab. Denne støtte har hjulpet DTU med at fremme maritime iværksætterprojekter gennem mikrolegater, og erfaringerne herfra har været en vigtig inspirationskilde for CBS.
”Med DTU Skylab som inspiration har vi tilpasset konceptet til CBS ved at lægge større vægt på den kommercielle og forretningsorienterede del af innovationen. Vi håber, at projektet vil styrke samarbejdet mellem CBS, DTU og andre aktører, der arbejder for at fremme innovation i den maritime sektor,” siger Giulio Zichella.
Et stærkt signal om tillid til CBS
Den Danske Maritime Fond støtter projektet for at sikre Danmarks position som en førende søfartsnation.
”Vi er glade for, at CBS tog vores opfordring op. Vi ser et stort potentiale i projektets evne til at forbinde tekniske og kommercielle idéer og skabe synergier i det maritime iværksættermiljø. Erfaringerne fra DTU Skylab viser, hvor effektivt det kan være, og vi forventer, at CBS’s projekt vil styrke innovationen yderligere i den maritime sektor,” siger Lotte G. Lundberg, direktør i Den Danske Maritime Fond.
Giulio Zichella fremhæver også støttens afgørende betydning:
”Den økonomiske opbakning giver os ikke bare de nødvendige ressourcer til at realisere projektet, men sender også et stærkt signal om tillid til CBS og vores studerende. Det inspirerer vores samarbejdspartnere til at engagere sig og se projektet som en værdifuld indsats for Det Blå Danmark.”