Tilbage til søgeresultatet

DTU Electro, OSAR – Onboard autonomous aerial robotic system for man overboard Search And Rescue on large vessels

OSAR_1

Baggrund

Mand over bord (MOB) er en af de førende årsager til dødsulykker til søs blandt arbejdere og passagerer. Især inden for krydstogt- og fritidssejlads er dødsraten for MOB-ulykker mere end 50 %. Da ofrene typisk, afhængigt af vejr og temperatur, har en meget begrænset overlevelsestid, er det kritisk at Search and Rescue (SAR) operationer er så hurtige som muligt. Redning med båd har begrænset sigtbarhed grundet den lave højde over vandoverfladen og forværres kun af ugunstige forhold som mørke og blæst. Helikopter SAR når normalt først frem længe efter uheldet er indtruffet på grund af de ofte store afstande til et redningscenter. Tilgængeligheden af eksterne SAR-faciliteter er ofte begrænset af høje omkostninger. For eksempel kan de samlede omkostninger ved driften af en helikopter, afhængig af forholdene, beløbe sig til eller overstige 30.000 DKK pr. time. Ubemandede luftfartøjer (UAV) har allerede været overvejet til brug i SAR operationer, men en autonom kommerciel løsning er endnu ikke tilgængelig, og eventuelle droner, der anvendes, er manuelt fjernstyret.

Projekt

Forskere hos Automation and Control Group, DTU Electro, har udviklet en UAV med et vingefang på 2,4 meter, der er i stand til at flyve flere kilometer ud over havet. UAV’en kan bruge GPS-koordinaterne for MOB-hændelsen såvel som vinden/strømmene i havet til at forudsige offerets fremtidige placering. Forskerne vil udvikle maskinlæringssystemer, der anvender flere typer sensorer såsom infrarøde kameraer og 3D laser skannere til at finde ofrene i vandoverfladen. Derudover vil der blive udviklet kunstige intelligenssystemer (AI) til at navigere UAV’en til at finde offeret hurtigst muligt. Disse AI-modeller vil blive trænet i tusindvis af simulerede tilfælde således den kan tage de rigtige beslutninger i en tidskritisk opgave. Endelig vil forskerne undersøge systemernes kommunikationsarkitektur for at garantere sikkerheden for transmission af signaler til redningsfolkene. Testene vil ske på et DFDS-fartøj.

Forventede Resultater

Målet er at udvikle en fuldkommen autonom UAV der kan lette fra et skib samt finde et menneske der er faldet over bord. Dronen skal kunne lette på mindre end et minut efter, at MOB-hændelsen er verificeret, og den skal garantere opdagelsen af et MOB-offer på mindre end tyve minutter. Desuden skal UAV’en være i stand til at kunne lette og lande sikkert på skibet igen uden menneskelig indblanding.

 

Information

Projektnavn:

OSAR – Onboard autonomous aerial robotic system for man overboard Search And Rescue on large vessels

Type:

Almennyttigt

Tema:

Maritim forskning

Tid:

2023-2026

Kontakt:

Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Department of Electrical and Photonics Engineering
Anker Engelunds Vej 101
2800 Kongens Lyngby
www.electro.dtu.dk