Baggrund
Den maritime branche gennemgår i disse år en udfordrende digital transformation men mangler kvalificeret arbejdskraft. Formålet med The Maritime Hub er at synliggøre Det Blå Danmark på IT Universitetet, som er en af landets hovedleverandører af IT-kandidater.
Projekt
Projektet løber over tre år. Dets aktiviteter inkluderer :1) Identifikation af den maritime branches IT-udfordringer og matchende kompetencer på ITU – inklusiv efteruddannelsestilbud, 2) Engagement af ITUs studerende og forskere i maritime samarbejder med mulighed for dækning af de studerendes udgifter, 3) Afholdelse af en større årlig konference på ITU med erfaringsudveksling og matchmaking med kandidater og 4) Afholdelse af workshops og hackatons.
Forventede resultater
The Maritime Hub får ressourcer til løbende at opsøge og udbygge ITUs eksisterende netværk i den maritime branche. Dette muliggør en stærk brobygning i form af konkrete samarbejdsprojekter med studerende og forskere, som kan føre til rekruttering og etablering af nye maritime forskningsområder. Den årlige konference skaber ideudveksling og gensidig forståelse og den tilhørende matchmaking fører til øget rekruttering. The Maritime Hub synliggør derudover det Blå Danmark på ITU og omvendt gennem intern og ekstern kommunikation blandt andet gennem aktiv brug af sociale medier og en hjemmeside med oversigt over aktive projekter og muligheder for efteruddannelse. En videreførelse af The Maritime Hub kan inkludere maritime uddannelsesaktiviteter på ITU og labs for studerende.