Baggrund
Skibsmaling er en avanceret videnskab, hvor der stilles høje krav til holdbarhed, miljøvenlighed samt at opnå højest mulig effektivitet ift. brændstofforbrug. Særligt det yderste antifouling-lag har stor indflydelse på skibets brændstofforbrug. Ud over kompositionen af malingen er det vigtigt at malingen påføres korrekt og i den rette tykkelse for optimal ydelse. Nuværende metoder til tykkelsesmåling tillader kun måling af den samlede tykkelse af de op til flere lag alle moderne fragtskibe er påført. Ved at kunne monitorere tykkelsen på det yderste lag alene, er det muligt at sikre effektiviteten umiddelbart efter påføring samt løbende inspektion under skibets brug. Terahertz-stråling (THz) tillader måling af de individuelle lag af malingen, men nuværende tilgængeligt THz-udstyr er stort, dyrt og skrøbeligt. DTU Fotonik har udviklet en ny teknologi, som kan overkomme disse forhindringer og derved gøre teknologien tilgængelig for industrien. Derved kan direkte og korrekt data vedrørende tykkelsen af skibsmalingen opnås.
Projekt
Projektets formål er at udvikle en prototype optimeret til brug i skibsindustrien. Det sætter krav til størrelse, pris og særligt robustheden. Selve THz-signalet skal optimeres til korrekt at kunne udvinde data fra maling, og prototypen skal, med løbende feedback fra industrien, udvikles til kunne indgå som et værktøj på lige fod med nuværende instrumenter. Det kræver udvikling af optiske, elektroniske og mekaniske elementer, hvor vi skal designe og udvikle metoder til at kunne beskytte de mest sårbare elementer samt sikre en brugbar signalstyrke under ugunstige forhold.
Forventede resultater
Det forventes at projektet resulterer i en prototype, som kan holde til den brug, der må forventes i skibsindustrien. Signalet skal kunne udvinde relevant data under de pågældende forhold. Ydermere forventes der enten en løsning til måling under vandoverfladen eller en klar plan for hvordan det kan opnås.