Tilbage til søgeresultatet

Danske Maritime m.fl., Nationalt maritimt kompetence- og datacenter [Danish Maritime Data Hub]

Baggrund

Danmark er blandt verdens førende maritime nationer med en stærk tradition for innovation, teknologi og grøn omstilling. Men mange maritime virksomheder – især de små og mellemstore – har i dag ikke adgang til den nødvendige datakapacitet, ekspertise og regnekraft, som kræves for at udvikle fremtidens bæredygtige og konkurrencedygtige løsninger. Derfor har industrien taget initiativ til dette projekt, der ledes af Danske Maritime og Force Technology, med en arbejdsgruppe bestående af Alfa Laval, Hempel, Emerson, Odense Maritime Technology og Everllence

Behovet for et nationalt maritimt kompetence- og datacenter er tydeligt. Branchen står over for nye krav til miljø, sikkerhed og digitalisering, hvor avancerede beregninger, kunstig intelligens og dataanalyser bliver afgørende konkurrenceparametre. For at bevare Danmarks position som maritim frontløber igangsættes derfor en kickstart af Danish Maritime Data Hub – et initiativ, der skal danne grundlaget for en fælles digital infrastruktur for hele Det Blå Danmark.

Projekt

Projektet er en kickstart af Danish Maritime Data Hub, som skal etableres som et nationalt kompetence- og datacenter. Formålet er at give danske maritime virksomheder – store som små – adgang til avanceret regnekraft, datadrevne analyser og teknologisk rådgivning, der i dag ofte er uden for rækkevidde.

Centret skal kunne levere beregninger som Computational Fluid Dynamics (CFD), kunstig intelligens og maskinlæring (AI/ML), simuleringer og designoptimering, enten direkte eller med støtte fra centrets eksperter. I opstartsfasen fokuseres der på at etablere governance, forretningsmodel og finansiering, samtidig med at der gennemføres en omfattende brugerinddragelsesproces, der skal sikre bred forankring og praktisk relevans.

De første beregninger vil foregå via samarbejde med eksisterende leverandører – fx Computerome på Risø – for at sikre hurtig adgang til høj regnekraft og fleksibilitet. Samtidig opbygges kompetencer i at rådgive virksomheder om valg af løsninger og teknologier. På længere sigt kan centret udvikle egne ressourcer og arbejde med nye teknologier som kvanteteknologi samt udvikle standarder for emissions- og performance-rapportering.

Hubben skal også være et udstillingsvindue for dansk maritim innovation, hvor succesfulde projekter og løsninger synliggøres nationalt og internationalt gennem seminarer, formidlingsaktiviteter og netværksmøder.

Forventede resultater

Opstartsfasen skal resultere i:

  • Et finansieret og operationelt koncept for Danish Maritime Data Hub.
  • En klar governance-struktur og bæredygtig forretningsmodel.
  • Etablerede samarbejdsaftaler med leverandører og partnere.
  • Pilotprojekter, der demonstrerer konkrete fordele for maritime virksomheder.
  • Et aktivt netværk af brugere og partnere, som er klar til at tage centret i brug.

På længere sigt skal Danish Maritime Data Hub blive en central drivkraft for digitalisering, innovation og grøn omstilling i Det Blå Danmark – og styrke Danmarks position som førende maritim nation i en global kontekst.

Information

Projektnavn:

Nationalt maritimt kompetence- og datacenter [Danish Maritime Data Hub]

Tema:

Maritim Erhvervsudvikling

Tid:

2025-2027

Kontakt:

Danske Maritime
Symfonivej 18
2730 Herlev
Danske Maritime – Brancheorganisation for danske leverandører af maritimt udstyr, service, skibsdesign og skibe