Baggrund:
STORMBORN udvikler autonome fartøjer til kontinuerlig operation på havet. I offshore vind-branchen begrænser vejrbetingelser og store afstande effektiviteten af undersøgelser og inspektioner, mens forsvarssektoren mangler fleksible, ubemandede løsninger til kontinuerlig overvågning og beskyttelse af kritisk infrastruktur. For at vise, hvordan teknologien kan løse disse udfordringer, gennemføres en fuldskala demonstration af X-WAVE platformen kombineret med integration af StormCloud™ platformen, som muliggør avanceret, AI-drevet datafusion og situationsforståelse.
Projekt:
X-WAVE Demonstratoren bliver en fuldt udstyret, ubemandet overfladeenhed (USV) med avanceret sensorpakke der inkluderer radar, termisk EO/IR-kamera, AIS og passiv akustisk overvågning (PAM). StormCloud™ vil fungere som hjernen bag operationen – en cloud baseret kontrol- og datafusionsplatform, der leverer realtidsstyring, overvågning og intelligent karakterisering af det maritime miljø. Projektet inkluderer konstruktion af X-WAVE demonstrator, integration af systemer og sensorer, samt test og demonstration for både civile og militære formål. konstruktionsfasen vil skabe opgaver for danske værfter og leverandører, mens drift og operation af fremtidige USV’er vil give varige, højt specialiserede arbejdspladser i Danmarks maritime sektor.
Forventede resultater:
Dette projekt vil demonstrere en helt ny og langt mere effektiv måde at lave offshore operationer på, og bane vejen for højtydende teknologiplatforme der kan operere kontinuerligt i et offshore miljø, levere høj datakvalitet og modstå krævende vejrforhold. Samtidig vil løsningen levere en CO₂-besparelse på mere end 95% sammenlignet med nuværende bemandede operationer. For offshore vind betyder STORMBORNs løsning kortere survey kampagner, færre planlægningsudfordringer og lavere driftsomkostninger. For forsvaret leverer STORMBORN en løsning til kontinuerlig overvågning af store havområder og styrket beskyttelse af kritisk infrastruktur, der ikke eksisterer i dag. Projektet vil fungere som reference for fremtidige kunder og danne grundlag for dansk serieproduktion af X-WAVE-platformen, med direkte effekt for dansk beskæftigelse i både bygge- og driftsfaserne.
