Fotograf: Anna Marin Schram
Baggrund
Regeringen offentliggjorde i januar 2018 en blå vækstplan. Vækstplanen har til hensigt at udvikle Det Blå Danmark til et globalt maritimt kraftcenter frem mod 2025. Dette indebærer blandt andet, at danske maritime virksomheder skal tilbydes fair og lige konkurrencevilkår. Regeringen vil således overvåge, at de maritime erhverv i Danmark har rammevilkår, der er internationalt konkurrencedygtige. Dette vil blandt andet ske gennem brug af nabotjek. Repræsentanter fra den danske maritime industri har løbende fremhævet, at den danske værftsindustri oplever en ulige konkurrencesituation, hvor konkurrerende værfter i sammenlignelige lande direkte eller indirekte støttes fra offentlig side. Dette opfattes som en udfordring for den danske skibsbygningsindustris fortsatte konkurrenceevne.
Projekt
Kerneaktiviteten består i udarbejdelse af et forprojekt, der skal afgrænse og definere de konkurrenceparametre, der skal undersøges nærmere i en efterfølgende analyse af skibsbygningsindustriens rammevilkår, herunder særligt de offentlige støtteordningers betydning for skibsbygningsindustriens konkurrenceevne i en række sammenlignelige lande. Det kan blandt andet være i form af et eftersyn af barrierer og udfordringer indenfor emner som arbejdsmiljø- og miljøkrav, nationale muligheder for eksportfinansiering, offentlige finansieringsordninger samt værftsstøtte ydet til eksempelvis grøn omstilling og regional udvikling. Forprojektet gennemføres med afsæt i en række interviews med den danske skibsbygningsindustri samt analysearbejde, der skal identificere hvilke områder, som den danske skibsbygningsindustri vurderer, er de væsentligste konkurrenceparametre. Med afsæt heri formuleres et oplæg til en komparativ analyse på tværs af en række udvalgte EU-lande. Forprojektet skal samtidig bidrage til en afklaring af, hvilke udvalgte lande som skal danne udgangspunktet for en sådan komparativ analyse f.eks. Norge, Sverige, Nederlandene, Tyskland, Spanien, Portugal, De Baltiske lande, Polen, Kroatien og Finland.
Forventede resultater
Det overordnede mål er udarbejdelse af en afgrænset og klart defineret opgavestilling, der kan bruges som afsæt for en efterfølgende komparativ analyse af brugen af offentlige støtteordninger samt støtteordningernes betydning for skibsbygningsindustriens konkurrenceevne i en række udvalgte EU-landes.