Den Danske Maritime Fond har ved årets fjerde og sidste uddelingsrunde i 2023 bevilget knapt 13 mio. kr. til Det Blå Danmark.

Med dette nyhedsbrev kan vi også fortælle om Fondens særlige fokusområder de næste par år. Vi kommer uændret til at have en endog stor opmærksomhed på maritimt iværksætteri. Vi tager allerede hul på dette fokus, idet vi ved 2023’s sidste runde har bevilget midler til to stærke projekter, der understøtter maritimt iværksætteri. Det er DTU Entrepreneurship hhv. ShippingLab og Ocean Ideaship, der hver er bevilget midler til forskellige initiativer med det ultimative mål at styrke dansk maritimt iværksætteri. Mere herom nedenfor.

Som et nyt større initiativ, som vi kalder Fremtidens Medarbejdere, vil vi de næste måneder arbejde sammen med flere organisationer og maritime interessenter med henblik på at øge aktiviteterne endnu mere indenfor rekruttering og uddannelse med henblik på både at tiltrække flere medarbejdere og at sikre de nødvendige fremtidige kompetencer til sektoren. Vi har allerede taget hul på bevillinger under dette initiativ, idet Danske Rederier og Danske Maritime har fået støtte til at afholde en politisk konference om fremtidens maritime kompetencer og uddannelsesstrukturelle udfordringer, som nedenfor nævnt. Herudover også værd at pege på erhvervsprojektet fra Green-Jacobsen, der understøtter dataindsamling vedr. præstation og trivsel ombord.

Endeligt vil vi uændret have stort fokus på projekter, der medvirker til den grønne omstilling af Det Blå Danmark. Her repræsenterer de to nedennævnte erhvervsprojekter fra MHO Operations og Laser-Clean hver deres bidrag hertil.

De bevilligede projekter er beskrevet kort nedenfor.

Maritime erhvervsprojekter

Green-Jacobsen A/S er bevilget seed funding til udvikling af et innovativt human performance ‘dashboard’, der ved hjælp af AI vil gøre det muligt for skibets besætning og kontor på land løbende at holde øje med og reagere på de forhold og betingelser, der har indflydelse på medarbejdernes præstationsevne og trivsel/arbejdsglæde. Løsningen vil give rederierne mulighed for at diskutere human performance på en helt ny struktureret og fokuseret måde.
Læs mere om projektet her.

MicroWise ApS er bevilget seed funding til udvikling af hardware samt en cloudbaseret softwareplatform, der automatisk kan overvåge, analysere og rapportere data vedrørende ballastvand til skibsejere og myndigheder. Den samlede løsning vil gøre det muligt for rederier at foretage løbende verifikation af deres ballastvandsystemers performance og sikre, at der faktisk er compliance med kommende IMO-standarder.
Læs mere om projektet her.

Laser-Clean DK ApS er bevilget seed funding til videreudvikling af virksomhedens allerede eksisterende prototypemaskiner til at udføre overfladerens på bl.a. skibe og offshore enheder med laserteknologi (photonisk afrensning), hvilket er en ny og mere grøn metode til at fjerne f.eks. rust, maling, lak og fastbrændt olie.
Læs mere om projektet her.

MHO Operations ApS er bevilget seed funding til tests af Power-to-X brændstoffer på deres CTV-skibe (Crew Transfer Vessels). Planen er en ”plug and pay” løsning i 10-fods containere, der kan flyttes mellem skibene efter behov. Fire sådanne containere udstyres med henholdsvis en brændselscelle, hydrogen i tryktanke, en metanol motor med en generator til strømproduktion, og en batteripakke til brug ude på en vindfarm for at undgå brug af skibets motor.
Læs mere om projektet her. 

Maritim forskning

Aalborg Universitet Business School har fået støtte til et forskningsprojekt, der har til mål at give danske rederier og mæglervirksomheder indsigt i de potentielle anvendelser af AI-løsninger som ChatGPT i forbindelse med specifikke chartering aktiviteter. Desuden vil projektet analysere, hvordan brug af ChatGPT påvirker rater, kommissioner og transaktionsmønstre over tid.
Læs mere om projektet her.

Syddansk Universitet (SDU) har fået støtte til et forskningsprojekt, der sigter mod at udvikle en banebrydende sikkerhedskritisk kontrolramme for rullestabilisering af mindre skibe, samtidig med at skibssikkerhed og stabilitet altid opretholdes. Projektet vil blive gennemført i samarbejde med en række danske maritime virksomheder og organisationer.
Læs mere om projektet her.

DTU Management har fået støtte til et forskningsprojekt, der skal bidrage til at flytte en del af vejtransporten i EU til sø- eller banetransport. Ved hjælp af metoder baseret på spilteori er projektets mål at identificere strategiske beslutninger, der kan understøttes ved at analysere kunders og konkurrenters adfærd (f.eks. prisfastsættelse og service design). Gennem anvendelse af metoderne udviklet i dette projekt, kan danske shipping-virksomheder ikke blot reducere miljøpåvirkningen men også opnå et forspring på markedet og understøtte EU’s målsætning om reducerede vejtransporter.
Læs mere om projektet her. 

Maritim erhvervsudvikling

DTU Entrepreneurship har fået støtte til et projekt, der skal sikre flere forskningsbaserede startups til gavn for den maritime sektor. Ved at supplere universiteternes nuværende maritime aktiviteter med værktøjer fra Open Entrepreneurship – et samarbejde på tværs af alle danske universiteter med fokus på at skabe videnstunge startups – vil projektet bidrage til, at løsninger på den maritime branches udfordringer fremover vil tage afsæt i et bredere forskningsfelt, og at branchens innovationskapacitet dermed øges.
Læs mere om projektet her.

ShippingLab og Ocean Ideaship har fået støtte til et projekt, der har til formål at styrke iværksætteri og bæredygtig innovation i Det Blå Danmark. Igennem en kortlægning af interessenter, tidligere og nuværende initiativer samt identificering af vækstpotentialer og samarbejdsmodeller mv. vil projektet bidrage til at danne et tydeligere grundlag for flere investeringer, mere samarbejde og rekruttering, der skal bidrage til at styrke den blå omstilling og iværksætteri i Danmark.
Læs mere om projektet her. 

Danske Rederier og Danske Maritime har fået støtte til at afholde en politisk konference om fremtidens maritime kompetencer og uddannelsesstrukturelle udfordringer. Projektet skal skabe politisk debat og kaste lys på uddannelsesudfordringerne i den maritime branche bredt set, særligt set i lyset af den grønne omstilling og øget digitalisering.
Læs mere om projektet her.

DHI har, i et samarbejde med ALLSET Industries og Hafnia, fået støtte til at undersøge potentialet for at anvende ultrasonisk antifouling til at hindre begroning. Begroning er en væsentlig faktor, der negativt påvirker et skibs energieffektivitet og dermed brændstofforbrug og udledning af CO2. Ultrasonisk antifouling er uden giftstoffer. Projektet vil tilvejebringe dokumenterede undersøgelser af effektivitet og miljøpåvirkning udført uafhængigt af producenter.
Læs mere om projektet her.

Relevent ApS har fået støtte til et maritimt spor på LOOP Forum 2024, der afholdes 24.-25. april 2024 i København. LOOP Forum er et erhvervsfokuseret event i Norden for cirkulær økonomi på tværs af sektorer og industrier. Med et heldags-konferencespor målrettet den maritime industri ønsker LOOP at sætte fokus på forretningsmæssige muligheder ved cirkulær omstilling i den maritime branche. I tillæg til det maritime konferencespor vil der også være et maritimt udstillingsområde, hvor virksomheder kan vise deres løsninger og teknologier indenfor cirkulær økonomi.
Læs mere om projektet her. 

Danske Rederier (i samarbejde med Danske Maritime og Danske Havne) har fået støtte til deres indsats på Folkemøde 2024, hvor målet er at udbygge den politiske og folkelige interesse for Det Blå Danmark samt at markere Det Blå Danmark som en væsentlig dansk styrkeposition inden for bl.a. bæredygtighed og beskæftigelse, herunder et fokus på iværksætteri, uddannelse, rekruttering og eksport.
Læs mere om projektet her. 

YoungShip Denmark, der er en netværksorganisation for den nye generation i Det Blå Danmark, har fået støtte til afholdelse af kvartalsvise events, hvor unge fra den maritime sektor kan udveksle erfaringer, dele viden og etablere et bredt netværk på tværs af funktioner i branchen. Målet er at støtte medlemmernes karriereudvikling og hjælpe dem med at opbygge et solidt fundament for deres fremtidige succes i branchen.
Læs mere om projektet her.