Tilbage til nyhedsoversigten

Projekter støttet i årets tredje uddelingsrunde

Port of Aarhus in Denmark

Den Danske Maritime Fond har ved årets tredje uddelingsrunde bevilget 8 mio. kr. til Det Blå Danmark fordelt på 11 projekter.

Udover de stadig indkommende ansøgninger og efterfølgende bevilling af seed funding til start ups, er der denne gang to universiteter, der har fået støtte til forskning og udvikling af undervisningsmateriale. Maritim Forskning forbliver et af de større støtteområder for Den Danske Maritime Fond, og dette område bevilges typisk hvert år med omkring 25% af vores uddelte midler.

De bevilligede projekter er beskrevet kort nedenfor.

Erhvervsprojekter

SilkOcean har modtaget seed-funding til videreudvikling af et avanceret elektronisk kontrol- og tændingssystem til UV-baserede ballastvandsrensningsanlæg. Systemet skal håndtere problemerne med nuværende tekniske løsninger, nemlig størrelse, omkostninger og pålidelighed.
Du kan læse mere om projektet her.

VizTrack har modtaget seed-funding til videreudvikling af en kamera-baseret tracking løsning, som kan identificere og lokalisere trailere på terminaler og ombord på RoRo/RoPax skibe. Projektet sker i samarbejde med DFDS.
Du kan læse mere om projektet her.

Maritim forskning

DDTU Electro har fået støtte til at udvikle en metode til opsamling og analyse af laser-ablateret maling. Laser ablation (også kaldet laser blasting) er tænkt som et miljøvenligt alternativ til traditionel sandblæsning af skibsskrog under dokning, hvilket medfører en betydelig forurening af både land- og havmiljøet, hvor malingspartiklerne ender som mikroplast og andre giftstoffer. For at vurdere metodens miljømæssige påvirkning, skal både faststof og gasudvikling fra laser-ablationen analyseres ved forskellige laser- og malingsparametre.
Du kan læse mere om projektet her.

DTU Management har fået støtte til et forskningsprojekt, der skal udvikle nye prognosemetoder til at forudsige efterspørgsel og prisniveau i dry-bulk fragtmarkeder på relativt kort sigt (6-måneders forecasts).
Du kan læse mere om projektet her.

CBS er bevilget midler til blandt andet at understøtte udarbejdelsen af en ny international forskningsbaseret lærebog med arbejdstitlen ”The Great Integration – Global Shipping in the Digital Era”. Andre arbejdsopgaver vil være undervisning på kurset ”Strategy and Digitalization” på CBS samt udarbejdelse af en international tidsskriftartikel om emnet.
Du kan læse mere om projektet her.

Maritim erhvervsudvikling  

Rådet for Grøn Omstilling har fået støtte til afholdelse af en workshop i Danmark, hvor danske erfaringer med succesfuld håndhævelse af SECA-regulering (Sulphur Emission Control Area) præsenteres. Målgruppen er Middelhavslande, hvor det forventes at et SECA etableres på sigt.
Du kan læse mere om projektet her.

OSK-ShipTech har fået støtte til at udfærdige en teknisk velfunderet analyse, der skal dokumentere, at fremtidige færger til indenrigsfart uden forringelse af sikkerheden kan konstrueres efter reglerne gældende for High Speed Craft (højhastighedspassagerfartøjer). Analysen skal danne grundlag for udvikling af et internationalt regelsæt, der fremmer anvendelsen af mere moderne materialer og byggemetoder i nybygning af fremtidige passagerskibe.
Du kan læse mere om projektet her.

Asia House har fået støtte til en for-analyse, der vil afdække innovations- og eksportmulighederne for danske maritime teknologier i Indien. Analysen omfatter blandt andet kortlægning af konkrete indiske maritime behov og potentielle danske maritime løsninger samt facilitering af en indledende dialog mellem parterne.
Du kan læse mere om projektet her.

Danske Maritime har fået støtte til en analyse af den danske maritime industris eksport til de vigtigste markeder globalt. Målet er at dokumentere og synliggøre den maritime industris andel af og betydning for dansk eksport, for at skabe opmærksomhed om sektorens rammevilkår og dermed sikre indflydelse.
Du kan læse mere om projektet her.

Nul-Kryds (forening som repræsenterer skibsingeniørstuderende på DTU) har fået støtte til afholdelse af den traditionsrige NTHS-kongres i 2022. Studerende fra 5 nordiske tekniske universiteter får på 5 dage mulighed for at besøge en række danske maritime virksomheder og opbygge et skandinavisk fagnetværk.
Du kan læse mere om projektet her.

Støtte til de almennyttige projekter ovenfor er bl.a. muliggjort af bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

 

Tilbage til nyhedsoversigten