Iværksætteren Arnd Baurichter fik ideen til at udvikle et nyt bølgestabiliseringssystem til skibe en sommeraften på hans lystbåd. Det førte til stiftelsen af virksomheden Dacoma i 2019, som netop har landet deres første kommercielle aftale. Ifølge Arnd var projektet aldrig kommet så langt uden den sparring og støtte, han har modtaget de seneste år som maritim iværksætter.
I den sydfynske havne- og søfartsby Svendborg holder startuppen Dacoma til. Virksomheden blev startet i 2019 af den dansk-tyske fysiker Arnd Baurichter, der har udviklet et aktivt bølgestabiliseringssystem, der gør det lettere, sikrere og mere bekvemt at arbejde på mandskabsbåde i offshore-industrien. Og så sparer systemet rederier og havvindmølleoperatorerne for tid og penge i form at tabt arbejdstid og arbejdsulykker, ved helt konkret at øge antallet af dage, der kan arbejdes til søs med 20 procent årligt.
I dag har Dacoma flyttet sig fra laboratorie- til prototypestadiet. Og i september sidste år lykkedes de med at lave et demo-kundeprojekt, hvor de landede deres første kommercielle aftale hos det tyske offshore-rederi Opus Marine. Den består af en forhåndsaftale, som betyder, at når Dacoma har bevist, at produktet fungerer under et af deres fartøjer, så køber Opus systemet:
”Det har taget flere år, end jeg regnede med, så jeg har nok været en anelse for optimistisk. Men det er man jo som iværksætter, hvor det netop er optimismen, der driver en. Nu har vi fået vores første kommercielle aftale på plads, og hvis alt går godt, er den klar til at blive valideret på fuld plan ved udgangen af 2023. Vi ser virkelig frem mod den dag, som bliver kulminationen på flere års hårdt arbejde,” fortæller Arnd Baurichter, der er stifter og CEO hos Dacoma.
Helt afgørende for Dacomas opstart og vækstrejse var den første finansielle støtte, som kom fra Den Danske Maritime Fond, fortæller Arnd:
”Jeg blev opmærksom på, at Den Danske Maritime Fond øremærker en stor sum af deres støttekroner til startupvirksomheder i det maritime. De er nogle af de få, der uddeler finansiering til helt spæde projekter i idé- og udviklingsfasen – præcis som mit projekt. Jeg ansøgte og fik heldigvis den afgørende finansiering, som for alvor tændte op for hele udviklingen af Dacoma,” siger Arnd Baurichter.
Ifølge Lotte G. Lundberg, der er Direktør hos Den Danske Maritime Fond, er dette et pragteksemplar på den type investeringer, de er på udkig efter:
”Vi leder altid efter den næste gode løsning til gavn for den maritime industri. Det behøver ikke være en færdigudviklet forretning, for vi søger efter gode ideer og innovative løsninger, som med den nødvendige støtte kan nytænke og udvikle søfarten i Danmark. Vi leder efter iværksættere, der ligesom Arnd, tør sætte deres faglige kompetencer i spil og udvikle dem i en maritim kontekst – også selvom det er forbundet med risici,” siger Lotte G. Lundberg.
Inspiration fra en Segway
Det var langt fra givet, at Arnd ville være iværksætter. Han er uddannet fysiker og har i mange år arbejdet med partikelacceleratorer. I sin fritid er han passioneret sejler og ejer af en lystbåd, som han flittigt sejler rundt i. Og det var netop her på en sommerdag, at Arnd fik ideen til den teknologi, der er årsag til, at Dacoma i dag eksisterer. Mens familien var ude at handle, sad Arnd ombord på lystbåden, der lå til kajs i Allinge Havn på Bornholm, og fik øje på en Segway inde på kajen. Og det skulle vise sig at blive startskuddet for hans iværksætteri:
”Jeg sad i båden og undrede mig over, at der ikke fandtes en mere smart og effektiv måde at stabilisere en sejlbåd på end at slæbe rundt på 1,8 tons bly i kølen. I det øjeblik kom en segway kørende forbi på kajen, og det sagde bling i hovedet. Jeg tænkte, hvad nu hvis man kan udskifte blyet med luft og udvikle et kontrolsystem og en motor, der driver den fra side til side. Fysikken i den idé er fuldstændig den samme som i en Segway – nemlig et omvendt pendul,” siger Arnd Baurichter.
Den meget tekniske tilgang skyldes naturligvis Arnds baggrund som fysiker, og derfor gjorde Arnd også det, en fysiker nu engang gør – han fandt straks papir frem og skrev alle formlerne ned.
Fra store ambitioner til kommercielt salg
I den efterfølgende periode gik tiden med test og udvikling af ideen og den intelligente software, der styrer bevægelserne. Og i 2019 stiftede Arnd så officielt virksomheden Dacoma med store ambitioner og et godkendt patent i hånden. Kun to år senere var det første kommercielle salg i bogen og forventningerne til et reelt gennembrud skyhøje:
”I dag er vi fem ansatte og har løbende praktikanter tilknyttet. Teamet har en kæmpe fortjeneste i den spændende rejse, vi har været på. Med udsigten til fremtidig vækst, har vi brug for endnu flere gode folk – og ikke mindst de rigtige kompetencer, så vi kan udvide teamet i takt med, at der kommer flere ordrer ind. Og det er jeg overbevist om, at der gør,” siger Arnd Baurichter.
Airkeel-teknologien kan, udover på arbejds- og mandskabsbåde samt CTV-fartøjer i offshore-industrien, også anvendes på fritidsbåde og private yachts, hvilket skaber grobund for, at Dacoma kan vækste på tværs af både privat og erhverv.
Nemt at starte op, men svært at blive en succes
Som iværksætter er det svært at komme i gang. Arnd startede op uden erfaringer fra eller kendskab til den maritime branche. Men med sin proaktive og nysgerrige tilgang til tingene, har han mødt et hav af mennesker på vejen, der har hjulpet med sparring, netværk og indsigt i det maritime område.
Arnd var på hjemmebane, da det kom til at bruge hans faglighed og udvikle hans idé. Men da det kom til indsigt i den maritime branche og til at kommercialisere hans idé, var han på udebane. Derfor blev et netværk for startupvirksomheder i Svendborg helt afgørende:
”Man kommer ikke langt på egen hånd. Derfor har dét at være åben omkring min idé været afgørende for min rejse som iværksætter. Jeg har sparret med en masse kompetente mennesker i mit voksende netværk undervejs, og det har været med til at tilpasse idéen og udvikle Dacoma som business case. Og det har været altafgørende for at rejse yderligere midler fra fonde undervejs og fundamentet for at bygge en kommerciel succes”, siger Arnd.
Fremtidens Blå Danmark har brug for endnu flere iværksættere, der ligesom Arnd, går rundt med en ide og iværksætterdrøm i maven. For Arnd og Dacoma er rejsen lige begyndt, og kun tiden vil vise, hvor langt det sydfynske iværksættereventyr kan gå.
Fakta om Dacoma x Airkeel
Dacomas system går under navnet Airkeel, som primært er tiltænkt små og mellemstore, hurtige fartøjer, som fx CTV’er. Airkeelen dæmper skibenes rullebevægelser i bølger og vind mere effektivt og er oveni brændstofbesparende sammenlignet med andre eksisterende løsninger. CTV-fartøjer bruges til mandskabstransport af montør- og servicepersonale til havvindmølleparker, hvor transporten besværliggøres af, at personalet ofte bliver søsyge under dårligt vejr med høje bølger, og samtidig øger risikoen for personskader ved af- og påstigning af fartøjerne.
Airkeel er en luftfyldt anordning monteret på bunden af en skibsskrog. Den svinger i en pendulbevægelse fra side til side og modvirker aktivt rullebevægelser. Svingbevægelsen optimeres ved at bruge adaptiv kontrol baseret på machine learning/AI. Intelligent stabilisering sikrer den bedste brug af Airkeel i alle situationer, både under dårligt vejr og under varierende lastekonditioner på skibet.
Læs endnu mere om Dacoma på deres hjemmeside.