Baggrund
Fonden støttede i 2022 et forskningsprojekt omkring vindfremdrivning til kommercielle skibe (”Wind Propulsion Systems for Sustainable Commercial Ships – Modelling, Design and Cost Optimization” – link til oprindelig projektbeskrivelse: Link). Projektets formål var at udvikle et cost-benefit analyseværktøj, der skal fremhæve styrker og svagheder ved forskellige vindfremdrivningsteknologier (rotorsejl, rigide vingesej, dragesejl, DynaRig, Turbosail, mv), med henblik på at maksimere vindfremdrivningsteknologiens potentiale for at udvikle en hurtigere og i sidste ende billigere overgang til en fuld CO2 neutral flåde. Projektet skrider frem som planlagt (afslutning 2025) og nyder stor opmærksomhed internationalt.
PhD-kandidaten er tilknyttet virksomheden North Sails som erhvervs-PhD. Denne virksomhed er løbende i dialog med rederier omkring potentielle forretningscases i relation til vindfremdrivning (vindassisterede og vinddrevne skibe). De har konstateret en generel udfordring i industrien med manglende tilgængelighed af hydrodynamiske data, for at kunne vurdere skibes ydeevne under vindfremdrivning. For at undgå omkostningstunge CFD-analyser for at bestemme, om de enkelte forretningscases er værd at forfølge, planlægges det derfor at benytte allerede udviklede teknikker i PhD projektet til at udvikle en ny AI-drevet prædiktiv hydrosurrogatmodel baseret på CFD-simuleringer for forskellige skibsskrog.
Projekt
Dette lille tillægsprojekt til det oprindelige forskningsprojekt fra 2022 kræver indledende ekspertbistand (naval architecht samt CFD-simuleringer), hvilket projektet dækker over. Tillægsprojektet vil bidrage med værdifuld indsigt inden for vindfremdrivningssystemer med fokus på at fremme prædiktive modelleringsmetoder til skibshydrodynamik. Målet er at præsentere resultaterne i en videnskabelig artikel på RINA Wind Propulsion-konferencen i London til efteråret, samt indarbejde dem i den igangværende PhD-afhandling.