Tilbage til søgeresultatet

Fonden for Entreprenørskab, Maritimt entreprenørskab

Baggrund

Til trods for Danmarks historiske position som en maritim nation, er der mange unge mennesker, der i dag ikke kender til den danske maritime industri – en branche, som står over for en grøn omstilling, der kræver en bred vifte af nye klima- og miljøvenlige alternativer. Det skaber spændende vækstmuligheder for den danske maritime industri, som er blandt de førende i verden, men opgaven er både stor, spændende og krævende, og den kalder på innovative og entreprenørielle kompetencer og løsninger. Der er brug for fremtidens medarbejdere, som kan løse de behov, vi ikke kender til i dag; at alle gode idéer bliver grebet og får luft under vingerne. Og der er behov for et særligt fokus på, at entreprenørskab i den maritime industri ofte peger direkte ud mod verdensmarkedet, hvilket stiller ekstra høje krav.

Projekt

Fonden for Entreprenørskab (FFE) vil i dette projekt udvikle særlige aktiviteter og tiltag med det formål at:
• udbrede kendskabet til den maritime industri blandt elever og studerende, som deltager i FFEs entreprenørskabsforløb på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser,
• efteruddanne lærere og undervisere, som deltager i FFEs forløb, så de både får ny viden om entreprenørskabsdidaktik og indsigt i den maritime industris udfordringer og muligheder,
• udbyde udviklingsmidler til universiteter til at fremme entreprenørielle kompetencer på udvalgte fag eller uddannelser rettet mod den maritime industri og
• uddele Mikrolegater til unge studenterstartups med særligt fokus på den maritime industri.
Ovenstående aktiviteter understøttes af materialeudvikling og kommunikationstiltag med fokus på at højne kendskabsgraden om den maritime industri i relation til iværksætteri og innovation.

Forventede resultater

• Opbakning og øget anvendelse af udviklede materialer og forløb blandt de deltagende uddannelsesinstitutioner og uddannelser.
• 10% af deltagernes løsninger realiseres, enten i form af egne virksomheder eller som løsningsforslag til eksisterende virksomheder og organisationer i den maritime industri.
• 20% af mikrolegatmodtagerne opnår yderligere vækstkapital inden for 2 år efter modtaget legat.
• Den maritime industris kendskabsgrad fordobles blandt de deltagende uddannelsesinstitutioner efter projektets levetid.
• De maritime uddannelser og industri øger deres kendskab til entreprenørskab.
• Den Danske Maritime Fond oplever en øget opmærksomhed på mulighederne i den maritime industri, at der skabes flere innovative løsninger i den maritime industri, og at der opleves en øget søgning til Den Danske Maritime Fonds iværksættertilbud.

Information

Projektnavn:

Maritimt entreprenørskab – et udviklingsprojekt, som fremmer viden om og interessen for det maritime

Type:

Almennyttigt

Tema:

Uddannelser og rekruttering

Tid:

2024-2027

Kontakt:

Fonden for Entreprenørskab
Ejlskovsgade 3 st
5000 Odense C
www.ffefonden.dk