Baggrund
Det Blå Danmark (DBDK) er et globalt maritimt kraftcenter og et af Danmarks største og bedst indtjenende eksporterhverv med afgørende betydning for dansk økonomi, beskæftigelse og velfærd.
Danmarks globale maritime styrkeposition er baseret på et globalt udsyn, stærke kompetencer, diversitet, stolte traditioner og ikke mindst evnen til at samarbejde på tværs af den maritime klynge i et globalt marked under konstant forandring. Danmark er blandt verdens førende søfartsnationer kendetegnet af høj kvalitet, udsyn og stærk konkurrenceevne med dygtige veluddannede medarbejdere overalt i klyngen. Der er stor efterspørgsel efter danske produkter og services, og den danske maritime udstyrsindustri er tilsvarende førende med fremsyn og banebrydende nytænkning indenfor både produkter som services. Der er global respekt om hele Det Blå Danmark (DBDK) og de mange dygtige medarbejdere tilknyttet i ind- og udland.
En forudsætning, og et væsentligt fundament for at fastholde Danmarks maritime styrkeposition, er netop derfor en fortsat fornøden tilgang, uddannelse og fastholdelse af dygtige, omstillingsparate og kompetente medarbejdere i alle dele af det maritime økosystem, herunder i bestyrelseslokalerne.
Projekt
Krav til fremtidens DBDK-bestyrelsesmedlemmer og det aktive bestyrelsesarbejde er i hastig udvikling med stigende kompleksitet, uforudsigelighed, volatilitet og andre betingelser, herunder risikohåndtering og hele ESG agendaen, som DBDK bestyrelser skal kunne navigere i.
CBS Bestyrelsesuddannelserne (v. CBS Executive Fonden) og ’Blue’ EMBA Alumni Association lancerer en ny ’board leadership’ uddannelse rettet imod kommende og nuværende bestyrelsesmedlemmer i den danske maritime sektor. Arbejdstitlen er: The ‘Blue’ Board Leadership Program.
Uddannelsen har som klar målsætning at forberede både kommende og nuværende DBDK-bestyrelsesmedlemmer til disse udfordringer, der skal løses med fornyet styrke og med nye kompetencer. Dette sker i tråd med skiftende regeringers enighed og vision for DBDK, senest med 2018 vækstplanen for Det Blå Danmark, som indeholder initiativer, der frem mod 2025 skal bidrage til en fortsat positiv udvikling af Danmark til et globalt maritimt kraftcenter og vækstgenerator i samfundsøkonomien. Der tilstræbes, at DBDK udvikler sig til: 1) Et kraftcenter for digitalisering, 2) Et kraftcenter med attraktive rammevilkår, 3) Et kraftcenter af viden og knowhow, 4) Et kraftcenter med globalt udsyn og tiltrækningskraft.
Forventede resultater
Bestyrelsesuddannelsen vil netop understøtte ovennævnte målsætninger ved at 1) introducere nyeste forskning og praksis omkring digitalisering og grøn omstilling i den maritime sektor, 2) inddrage ledende professorer, rådgivere, bestyrelsesmedlemmer, interessenter og beslutningstagere fra den globale maritime sektor som fakultet, 3) udvikle det globale udsyn i en global sektor, og 4) undervise med relevante cases, der tager udgangspunkt og er forankret i erhvervets aktuelle udfordringer, trusler og markedsdynamikker.