Baggrund
Der er øget fokus på havnenes rolle som knudepunkter i udviklingen og fremme af grønne brændstoffer til skibe, både hvad angår produktionen af grønne brændstoffer og forsyningen til skibe (bunkerinfrastruktur). Det igangværende projekt “Accelerating the Energy Transition at Sea and on Land: Ports as Hubs”, som ligeledes er støttet af Den Danske Maritime Fond, kortlægger forudsætningerne for Det Blå Danmark, energisektoren og tilgrænsende erhverv i energiomstillingen med fokus på havnenes rolle og søger at etablere et globalt forsknings- og udviklingssamarbejde inden for dette tema. Fokus er her på havnene som geografisk afgrænsede områder af relevans for lokaliseringen af investeringer i grøn energi og havnemyndigheden som central aktør med ansvar for havnefaciliteter og samarbejde med primært det lokale og nationale bagland. Udviklingen af havnene som strategiske knudepunkter for grøn energiomstilling fordrer dog et perspektiv på havne som mere end blot (kritisk) infrastruktur og udfordrer gængse forretningslogikker, governance-modeller, finansieringsformer m.m. Som strategiske knudepunkter i den grønne omstilling må havne ses som betydningsfulde værdiskabende aktører i energiomstillingen, integrerede i internationale værdikæder og med ansvar for at skabe værdi for de øvrige aktører og tilgrænsende interessenter i disse kæder.
Projekt
Nærværende projekt er en videreudvikling af ovenfor nævnte projekt og udvider undersøgelsens fokus til at omfatte den nyeste kommercielle og politiske udvikling inden for fremme af vedvarende energi og udviklingen og anvendelsen af grønne brændstoffer:
- En udvidelse af undersøgelsens genstandsfelt til i et vist omfang at omfatte kulstoffangst, lagring og genanvendelse.
- Etableringen af grønne skibskorridorer, som har taget fart siden vedtagelsen af Clydebank-deklarationen på COP26 i Glasgow i november 2021, og som i dag også er blevet et fælles strategisk indsatsområde i de nordiske klima- og miljøpolitikker.
- Udviklingen af tværnationale samarbejder inden for havvind (såkaldte ”hydrogen valleys”), som senest med Esbjerg-deklarationen er blevet et centralt anliggende for Nordsølandene.
- Internationale partnerskaber for handling, herunder inddragelse af aktører i udviklingslande.
Forventede resultater
- Kortlægning af forudsætninger for havnene og skibsfarten, energisektoren og tilgrænsende erhverv. i omstillingen til vedvarende energi og grønne brændstoffer med særligt fokus på havnen som værdiskabende aktør i internationale værdikæder, herunder identifikation af forskningsbehov og -potentialer.
- Opbygning af globalt forskningsnetværk med universiteter, erhvervsinteressenter og relevante myndigheder, forankret i den internationale skibsfarts knudepunkter i Asien, Europa og Nordamerika samt udviklingslande i Afrika og Sydamerika.
- Etablering af ph.d.-satsninger i samarbejde med universiteter og erhverv i andre lande.
- Udvikling af undervisningscases og andet -materiale samt nye tværfaglige uddannelseselementer i regi af Maritime Research Alliance.