Baggrund
Aarhus Universitet har knap 40.000 studerende og 9000 forskere/undervisere og de fleste ved ikke ret meget om dansk søfart og de mange karrieremuligheder. Der er meget få kurser og forskningsprojekter om søfart, men det nyoprettede Maritime Gateway på Aarhus Universitet bygger på en liste med 120 AU-forskere, der på et eller andet tidspunkt har arbejdet med maritime spørgsmål. De repræsenterer alle fem fakulteter (ARTS, BSS, Health, NAT og TECH). Der er således et stort potentiale for tværfaglige samarbejder i et fragmenteret felt.
Projekt
Maritime Gateway er en stærk og fokuseret satsning på at få synliggjort de mange jobmuligheder i den maritime sektor til kandidater fra alle AU-fakulteter. I samarbejde med Danske Rederier, Danske Maritime, DFDS, Maritime Research Alliance, Molslinjen og Maersk vil forskere, såvel som studerende, bidrage til udviklingen af relevante innovative og fremtidsorienterede kurser og forskningsprojekter, der kan give studerende indsigt, kompetencer og inspiration til at søge arbejde i den maritime sektor. Maritime Gateway vil herigennem desuden tackle maritime udfordringer såsom sikkerhed, bæredygtighed, miljø, kulturforståelse og geopolitik som den maritime industri kommer til at skulle forholde sig til i fremtiden.
Som centralt knudepunkt for maritime aktiviteter ved Aarhus Universitet, vil Maritime Gateway facilitere samarbejde mellem forskere, studerende og rederier for at udvikle kursustilbud, der klæder studerende på til at varetage og arbejde med fremtidens løsninger på sektorens udfordringer. Gennem tværfaglige kurser, workshops og forskningsprojekter vil Maritime Gateway udforske nye emner inden for social, økonomisk, teknologisk, digital og klima bæredygtighed, herunder også skiftende relevante geopolitiske sammenhænge og arbejdsmiljø inklusive kulturforståelse i maritime sammenhænge. Målet er desuden at mindst 20 kandidater kommer i job i den maritime industri, samt at der etableres tværfakultære forskningsprojekter, der direkte går ind og løser nogle af de udfordringer, som den maritime industri står overfor.
Forventede resultater
- styrket talentudvikling og rekruttering af studerende. (Mindst 20 i job)
- udvikling af nye innovative løsninger på maritime udfordringer (mindst 3 nye tværgående forskningsprojekter),
- øget samarbejde mellem universitet og danske rederier (mindst 4 styregruppemøder), samt
- Aarhus Universitets studerende og forskere vil bidrage til at fremtidssikre danske rederiers fortsatte lederposition i den maritime industri både i og udenfor Danmark.